Togrejser bliver op mod 13 procent dyrere næste år

Fra januar er der lagt op til gedigne prisstigninger de fleste steder.

Takststigningerne varierer fra område til område og afhængigt af, hvilken billettype der er tale om - men for de fleste, bliver det dyrere. (Foto: © Anne Bæk, Ritzau Scanpix)

Fra næste år bliver det igen dyrere at køre i tog i Danmark.

Det fortæller DSB, efter at man i samarbejde med blandt andet de regionale trafikselskaber, Arriva og Din Offentlige Transport har fastsat taksterne for næste års togrejser.

Stigningerne varierer fra område til område og afhængigt af, hvilken billettype der er tale om - men de ligger typisk omkring 10 procent.

Oftest er prisstigningerne højere øst for Storebælt end i Jylland og på Fyn.

Gennemsnitsprisen på enkeltrejser med Rejsekort stiger med mellem 8,75 og 12,8 procent.

Pendlerkort stiger gennemsnitligt med 5,0 procent vest for Storebælt, mens rejsende øst for Storebælt typisk må betale 11,2 procent mere.

Enkeltbilletter stiger med 9,5 procent, men her skiller rejser øst for Storebælt sig dog ud ved blot at stige med 0,9 procent i snit.

Prisstigningerne træder i kraft 21. januar næste år.

Billigere billetter kan findes

Har du mest bare lommeuld i lommerne, så kan det virke uoverskueligt at komme på tværs af landet.

Det vil dog fortsæt være muligt at hente en klækkelig rabat på rejser over Storebælt i form af de såkaldte Orange billetter, fortæller Charlotte Kjærulff, der er kundechef i DSB.

- Hvis man kan rejse uden for myldretiden, er der fortsat rigtigt gode muligheder for at få et godt tilbud, siger hun til Ritzau.

Orange billetter til strækningen mellem København og Aarhus kan købes for 119 kroner. Det er godt en fjerdedel af normalprisen for en enkeltbillet på 469 kroner.

Det er Trafikstyrelsen, der hvert år har en finger med i spillet, når priserne skal fastlægges.

De beslutter, hvor meget priserne på offentlig transport højst må stige. Det sker med blik for, hvordan trafikselskabernes omkostninger udvikler sig.

Det seneste år har i den forbindelse været præget af øgede energiomkostninger og en høj inflation, skriver Ritzau.

DSB har dog valgt ikke at udnytte loftet fuldt ud på rejser tværs over landet, hvor rejserne blot stiger 7,7 procent, selv om takststigningsloftet for 2024 hedder 10,3 procent.