Den tidligere spionchef Lars Findsen er blevet tilkendt erstatning for uberettiget varetægtsfængsling og aflytning i sagen om læk af statshemmeligheder.
Det oplyser hans advokat til Ritzau.
Den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste blev anholdt 8. december 2021.
Han var varetægtsfængslet i 71 døgn, før han blev sat på fri fod. Og i november sidste år opgav anklagemyndigheden sagen.
Der blev ikke rejst en straffesag.
Erstatning efter 'sædvanlige takster'
Hvor meget Lars Findsen får i erstatning fremgår ikke, men statsadvokaten i Viborg oplyser, at man i erstatning for fængslingen har fulgt de sædvanlige takster.
Og der er givet dobbelt op på grund af sigtelsernes alvor, oplyser hans advokat, Lars Kjeldsen, ifølge Ritzau.
Desuden er Findsen blevet tilkendt erstatning for uberettiget aflytning i omkring et år.
Derimod har statsadvokat Jakob Berger afvist kravet om godtgørelse for tort.
- Det har vi klaget over til Rigsadvokaten, siger Lars Kjeldsen.
Sagen droppet efter åbne døre
I sagen var også den tidligere Venstre-minister Claus Hjort Frederiksen og en 63-årig tidligere PET-ansat også tiltalt for læk af statshemmeligheder.
Alle tiltaler blev droppet i november sidste år. Det skete efter kendelser om, at der skulle være delvist åbne døre i Højesteret.
Landets øverste dommere mente nemlig ikke, at der var grundlag for at holde oplysningerne hemmelige for offentligheden.
Dengang sagde statsadvokaten i en pressemeddelelse, at "klassificerede oplysninger var helt centrale for sagerne".
- Uden adgang til at fremlægge dem i retten har anklagemyndigheden ingen mulighed for at løfte bevisbyrden, skrev statsadvokat Jakob Berger Nielsen i pressemeddelelsen.