Stor demonstration fører til sammenstød med politiet

130.000 vrede spaniere har lørdag demonstreret i Valencias gader.

'Mordere! Mordere!'

Sådan lyder tilråbene sent lørdag aften i Valencia, hvor store menneskemængder bevæger sig gennem byen.

En stor demonstration har lørdag aften udviklet sig til sammenstød med det spanske politi, der er indsat i gaderne.

I alt 130.000 personer har ifølge flere spanske medier deltaget i demonstrationen, der har til at formål at kræve den regionale leder Carlos Mazóns afgang.

Og vreden er til at tage og føle på i kølvandet på de massive oversvømmelser, der har ført til store ødelæggelser i området, og hvor mindst 219 har mistet livet i den spanske region.

Adspurgt af spansk tv svarer Antonia Tarrega eksempelvis, at hun demonstrerer "for tilbagetrækningen af den uduelige regering, der har efterladt os alle sammen til døden".

En anden af de fremmødte var Sara Sánchez Gurillo, der mistede sin svoger i oversvømmelserne. Hun kritiserer også myndighedernes håndtering.

- De vidste, at det skulle regne meget. De advarede ikke befolkningen, og de evakuerede ikke nogen. Folk døde i deres huse uden chance for at komme ud, siger hun til nyhedsbureauet AP.

  • Flere demonstranter skal ifølge spanske medier have konfronteret politiet og råbt beskyldninger efter dem. (Foto: © CESAR MANSO, Ritzau Scanpix)
  • Flere billeder viser, at politiet skubber til menneskemængderne. (Foto: © CESAR MANSO, Ritzau Scanpix)
  • Rådhuset i Valencia blev malet med mudder og maling. (Foto: © EVA MANEZ, Ritzau Scanpix)
  • 'Mordere', står der på banneret her. (Foto: © Biel Alino, Ritzau Scanpix)
  • Der var også medbragt en dukke, der forestiller den regionale leder Carlos Mazón. (Foto: © Kai Försterling, Ritzau Scanpix)
  • Over 100.000 demonstranter var mødt op. (Foto: © Biel Alino, Ritzau Scanpix)
1 / 6

Berørt borgmester

Det er især den regionale Carlos Mazón, der får skylden for den regionale regerings håndtering af oversvømmelserne.

Spanske medier beskæftiger sig i øjeblikket med, hvor han befandt sig i de afgørende timer, da der faldt omkring et års nedbør på få timer, mens det voldsomme regnvejr udviklede sig for nu 11 dage siden.

Men under demonstrationen fik politiet ifølge flere spanske medier hårde ord med på vejen, da en del af den kritik, der er rejst efterfølgende, også går på, at beredskabsyndighederne ikke rykkede hurtigt nok ud.

Under lørdagens demonstration blev rådhuset i Valencia, hvor demonstrationen skulle begynde, også udsat for hærværk.

- Jeg insisterer på, at hærværk ikke er løsningen. Vi er berørt som kommune, og vi afsætter mange ressourcer og midler til at hjælpe de distrikter og kommuner, der fortsat lider under følgerne af denne tragedie, skriver Valencias borgmester María José Catalá på X.

Der var lignende demonstrationer i sidste weekend, hvor Spaniens kong Felipe, den spanske premierminister Pedro Sanchez og Carlos Mazón besøgte Paiporta, der er særligt hårdt ramt efter oversvømmelserne.

Omkring 20 organisationer står bag lørdagens demonstration.

Her kan du se den store menneskemængde på et torv i Valencia i et klip tidligere fra dagen: