Skattemyndighederne har hentet 3,6 milliarder kroner hjem i udbyttesagen

Sanjay Shah blev sidste torsdag idømt 12 års fængsel for bedrageri af over ni milliarder kroner. Nu har Skatteforvaltningen kradset 3,6 milliarder kroner ind i civilsager verden over. (Foto: © Christopher Pike, Associated Press)

3.600.000.000 kroner.

Så mange penge er det lykkedes Skatteforvaltningen i Danmark at hente hjem i en række civile sager efter udbytteskandalen, der ifølge myndighederne kostede statskassen 12,7 milliarder kroner.

Skatteminister Rasmus Stoklund (S) er "meget tilfreds" med, at der indtil videre er lykkedes at kradse 3,6 milliarder kroner ind fra en række civile sager og retssager.

- Sagen om den formodede svindel med refusion af udbytteskat er den største bedragerisag i danmarkshistorien. Derfor har det været helt afgørende for danskernes retsfølelse, at vi fra dansk side helt fra begyndelsen i de civilretlige sager har sagt, at Skatteforvaltningen gør alt, hvad der overhovedet kan gøres for, at så meget som muligt kommer tilbage i den danske statskasse, siger ministeren.

Mange milliarder mangler stadig

Selvom 3,6 milliarder kroner nu luner på skattekontoen i Danmark, så er der lang vej, før skattemyndighederne får hentet alle de penge hjem, der er forsvundet i udbyttesagen.

Det samlede tab for den danske stat i udbyttesagen er nemlig på 12,7 milliarder kroner.

- Det er fortsat Skatteforvaltningen og Kammeradvokatens skøn med væsentlig usikkerhed – og forudsat at sagerne vindes eller forliges undervejs – at det kan lykkes Skatteforvaltningen at hjemføre op til ca. 8,5-9,5 mia. kr., lyder det i en pressemeddelelse fra Skatteministeriet.

De omkring 400 civil- og retssager, som Skattemyndighederne har ført og lige nu fører verden over, er forbundet med væsentlige udgifter til for eksempel efterforskning og advokater.

Efter DR Nyheders oplysninger løber den samlede advokatregning - med væsentlig usikkerhed - op i 4,3 milliarder kroner.

Men selvom udgifterne til retssager derfor kan ende mere at æde halvdelen af pengene, hvis det lykkedes at kradse dem alle hjem, så er det pengene værd, mener ministeren.

- Selvom det er omkostningsfuldt, så er det helt nødvendigt. Vi gør det også for at sende et klart signal om, at vi fra dansk side forfølger sagerne benhårdt. Det vil forhåbentlig også være med til at afskrække andre fra at begå økonomisk kriminalitet i Danmark, siger Rasmus Stoklund.

Milliardsvindler idømt 12 års fængsel

I torsdags fik den nu dømte milliardsvindler Sanjay Shah 12 års fængsel for bedrageri af særlig grov beskaffenhed på over ni milliarder kroner. En dom, briten ankede på stedet.

Sanjay Shahs sag var en straffesag, og på den måde adskiller den sig fra de mange civilsager, som Skatteforvaltningen lige nu kører verden over. Civilsager handler ikke om svindel, men om de mennesker, der er blevet stævnet, havde ret til pengene.

Kort sagt: Hvis de ikke havde ret til pengene, så skal de betales tilbage. Og det er 3,6 milliarder altså blevet nu, efter der både er afsluttet retssager og indgået forlig.

Der er aktuelt cirka 400 søgsmål mod personer og selskaber i en lang række lande – herunder USA, England, Dubai, Malaysia, Canada, Holland og Danmark