Putin giver nu 'radikale islamister' skylden for masseskyderi i Moskva - men peger igen på Ukraine

Præsidenten siger, at angrebet blev udført af "radikale islamister", men fastholder samtidig en forbindelse til Ukraine.

Den russiske præsident har flere gange siden angrebet fredag peget fingre mod Ukraine. (Foto: © MIKHAIL METZEL, Ritzau Scanpix)

Ruslands præsident, Vladimir Putin, siger ifølge Reuters, at angrebet mod koncertgæster i Moskva fredag blev udført af radikale islamister.

- Vi ved, hvem der udførte terrorangrebet. Nu skal vi finde ud af, hvem der beordrede det, citerer Reuters ham for at sige.

- Vi er interesserede i, hvem der opnår fordele ved det, lyder det fra præsidenten.

En gren af Islamisk Stat har adskillige gange siden sagt, at de står bag angrebet på koncertsalen, hvor flere end 137 mennesker blev dræbt.

Tidligere på dagen ville Kreml ifølge Ritzau ikke udtale sig om en mulig forbindelse til IS, men nu er der altså nye toner.

Det er første gang, at Putin nævner islamister i relation til fredagens angreb, fortæller DR's Ukraine- og Ruslandskorrespondent, Matilde Kimer.

- Det er første gang, han siger, at Rusland godt ved, at radikale islamister udførte angrebet. Det var ikke et ord, han selv tog i sin mund, første gang han talte om det, siger Matilde Kimer.

Peger fortsat fingre mod Ukraine

Men Putin brugte også sin taletid på igen at beskylde Ukraine for at have en finger med i spillet. Han sagde ifølge Reuters, at angrebet har forbindelser til Ukraine og "regimets angreb mod Rusland".

- Denne grusomhed er muligvis blot et led i en hel række af forsøg fra dem, der har været i krig med vores land siden 2014, siger han ifølge Reuters og nævner "det neonazistiske regime i Ukraine".

Putin pegede også i lørdags fingre mod Ukraine i forbindelse med sin tale til nationen. Ukraine har pure afvist at være indblandet.

Også Frankrig og USA har sagt, at efterretninger peger i retning af IS.

Men de efterretninger stiller Putin altså spørgsmålstegn ved, fortæller Matilde Kimer.

- En del af Putins tale her til aften gik på at sige, at amerikanerne forsøger at få resten af verden til at tro, at Islamisk Stat er den reelle bagmand. Underforstået, at det er det ikke, og at Rusland mener, at amerikanerne forsøger at dække over Ukraine, siger hun.

Her skete angrebet fredag, hvor flere end 137 mennesker blev dræbt.

Beskyldning kan ende i forstærkede angreb

Ifølge korrespondenten har det nærmest været "en automatreaktion" i Rusland at skyde skylden på Ukraine.

Det kan enten være, fordi Putin virkelig er overbevist om, at Ukraine står bag. Ellers kan det handle om, at Putin vil bruge massakren til at retfærdiggøre krigen i Ukraine, mener Kimer.

- Der kan Rusland måske lukrere på så forfærdelig en begivenhed til at forstærke fortællingen om det onde Ukraine og nazistiske regime, der kommer til Moskva for at slå russere ihjel, siger Matilde Kimer.

Hun mener, at der er risiko for, at Rusland vil bruge beskydningerne mod Ukraine som påskud for forstærkede angreb i landet.

- Det er svært at forestille sig andet, end at det vil betyde større, flere og voldsommere angreb på ukrainsk jord.