Nyt dansk studie vækker opsigt: Kollaps af vigtig havstrøm er tættere på end forventet

Danmark vil få et klima, som minder om Canadas, hvis havstrømmene kollapser, forudser studie.

(© Nasa)

Havstrømmene er langt tættere på at kollapse, end vi tidligere har troet, og det vil med 95 procent sikkerhed begynde at ske mellem 2025 eller 2095. Mest sandsynligt om 34-37 år.

Det er to forskere fra Københavns Universitet, der står bag beregningerne, og studiet er fagfællebedømt samt tirsdag udgivet i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature Communications.

- Konsekvenserne er, at hvis vi ikke også havde global opvarmning, så ville det blive betydeligt koldere i Vesteuropa og Skandinavien. Det ville blive et klima, der minder om klimaet i Alaska, siger Peter Ditlevsen til Ritzau.

Han er professor ved Niels Bohr Instituttet og en af to forskere bag studiet.

"Provokerende konklusion"

Studiet forudser, at systemet af havstrømme, som fordeler kulde og varme mellem den Nordatlantiske region og troperne, vil stoppe, hvis vi forsætter vores udledning af klimagasser som i dag. Og Danmark vil kigge ind i et klima som det i Canada.

- Det er en meget provokerende konklusion baseret på et datagrundlag, som har store begrænsninger. Det er min umiddelbare vurdering, siger Steffen Malskær Olsen, klimaforsker med speciale i havstrømme ved Nationalt Center for Klimaforskning under DMI, til TV 2.

Han mener, at Klimapanel IPCC's, forudsigelse om, at et kollaps stadig er meget usandsynligt, er det bedste bud.