Nu er Sanjay Shah i Danmark: Se hans tur fra Kastrup til Vestre Fængsel

Sanjay Shah er tiltalt for at have svindlet den danske statskasse for næsten ni milliarder kroner.

Sanjay Shah ankommer til Kastrup Lufthavn, onsdag den 6. december 2023. Sanjay Shah er tiltalt i en stor sag om svindel med udbytteskat. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Præcis klokken 12:30 her til middag trådte den hovedmistænkte i udbyttesagen, Sanjay Shay, ud af et fly fra Emirates, ned af den gule flytrappe og ind i en grå VW Transporter.

Her var to danske betjente mødt op for at tage imod ham og køre ham fra Kastrup Lufthavn til Vestre Fængsel.

Sanjay Shah er den hovedmistænkte i den såkaldte udbyttesag om mulig svindel for 12,7 milliarder kroner. Konkret er han tiltalt for at have svindlet den danske statskasse for næsten ni milliarder kroner og yderligere forsøg på svindel for cirka 500 millioner kroner.

Herunder kan du blive klogere på, hvad udbytteskat er, og hvad der menes, når man taler om refusion af udbytteskat.