Resultaterne af den interne undersøgelse, som er i gang af Moderaternes arbejdsforhold, vil partiet holde for sig selv.
Det siger Moderaternes partileder, Lars Løkke Rasmussen, til Ritzau.
Udtalelsen kommer, efter et spørgsmål på et pressemøde om, hvorvidt partiet vil have åbenhed om undersøgelsens resultater.
Spørgsmålet blev stillet på et pressemøde i Egyptens hovedstad Kairo, hvor udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen er på besøg.
Han siger, at den "proces, vi kører, skal sørge for, at vi får et ordentligt arbejdsmiljø".
- Jeg ved godt, at I ikke kan lide, når jeg siger det, men jeg bilder mig ikke ind, at I har det på toppen af jeres egne arbejdsgange at bidrage til et godt arbejdsmiljø i Moderaterne, siger Lars Løkke Rasmussen.
På pressemødet var der en række opfølgende spørgsmål om sagen, som Lars Løkke afviste at besvare.
Arbejdstilsyn på besøg
Sagen startede, da flere tidligere og nuværende ansatte hos Moderaterne sendte en indberetning til Arbejdstilsynet. Her beskriver de et arbejdsmiljø med både mobning og sexisme og en ledelse, der ikke har håndteret problemerne.
DR har set uddrag af denne indberetning, hvor der blandt står, at ledelsen er "tyrannisk", og at det ikke er "ualmindeligt at medarbejdere bryder sammen på gangene eller går grædende hjem".
Efterfølgende har Moderaterne inviteret Arbejdstilsynet på et besøg, som blev gennemført fredag.
Men med Lars Løkke Rasmussens nye kommentar er det uvist, om det vil blive lagt frem, når arbejdet er færdiggjort, skriver Ritzau.
Afviser problemer med sexisme
Lars Løkke Rasmussen meldte ud efter mødet med Arbejdstilsynet, at der ifølge de vurderinger, han har fået fra tilsynet, ikke har været sexisme eller sexchikane i partiet.
- Er det det samme, som at der ikke kan være udfordringer omkring mobberi og en hård tone? Det er det jo ikke. Det kommer for en dag. Det har vi selv sat i værk, og så skal vi selvfølgelig handle på det, sagde han fredag til DR Nyheder.
Arbejdstilsynet har ikke ønsket at kommentere besøget hos Moderaterne.