Rettelse: Det fremgik tidligere, at Maersk stoppede al containerfragt gennem Det Røde Hav. Foreløbigt er fragten dog kun sat på pause, og Maersk-skibene ligger for anker.
Den danske rederigigant A.P. Møller-Mærsk sætter al containertransport i Det Røde Hav på pause efter missilangreb på et af rederiets skibe torsdag.
Det skriver rederiet i en pressemeddelelse, ifølge mediet Bloomberg News.
- Som følge af de sidste dages angreb har vi instrueret alle fartøjer i området omkring Bad al-Mandab-strædet (hvor angrebene er sket, red.) i at indstille deres sejlads for nuværende, skriver rederiet.
- De nylige angreb på handelsskibe i området er alarmerende og udgør en betydlig trussel mod sikkerheden for de søfarende, lyder det endvidere i en udtalelse fra Maersk til Reuters.
Containerskibet Maersk Gibraltar blev angrebet i går, da det var på vej fra Oman til Saudi-Arabien. Skibet blev dog ikke ramt.
Det tyske containerrederi Hapag-Llloyd overvejer ifølge Reuters nu også at sejle uden udenom Det Røde Hav efter et angreb på rederiets containerskib Al Jasrah tidligere i dag, mens det sejlede i nærheden af Yemens kyst. Der udbrød brand på dækket skibet, men der var ingen sårede.
Hvis containerrederierne ikke længere vil sejle gennem Det Røde Hav og dermed heller ikke gennem Suez-kanalen, betyder det, at skibene i stedet skal sejle syd om Afrika. Det vil betyde, at det bliver dyrere og tager længere tid at fragte varer mellem Europa og Asien.
Kun sat på pause
I en udtalelse til DR understreger Maersk, at skibsfarten gennem strædet kun er sat på pause indtil videre, og at det ikke er blevet besluttet, at skibene skal sejle syd om Afrika. Det betyder, at Maersk-skibene foreløbigt ligger for anker og afventer for nuværende.
Houthi-bevægelsen, som har kontrol med store dele af det nordlige Yemen, har fredag taget ansvaret for to angreb på skibe, der sejlede i Det Røde Hav.
Tidligere har Houthi-bevægelsen truet med at angribe alle skibe i Det Røde Hav, der har kurs mod Israel. Det gør man, ifølge bevægelsen, på vegne af palæstinenserne.