En omfattende svindelsag fik fredag et punktum i Vestre Landsret.
Og det var ikke med en tidlig julegave til de mænd, der er dømt i en omfattende svindelsag med NemID.
De i alt ni mænd fik i februar en samlet fængselsstraf på 41 år i byretten.
Seks af dem ankede til landsretten, men den stadfæstede fredag alle seks domme.
Blandt andet fordi svindlen blev udført af "en organisation med et fast hierarki, herunder med en klar koordinering og fordeling af opgaverne", skriver Vestre Landsret.
Især to af de tiltalte kan dermed fortsat se frem til at tilbringe de næste mange år bag lås og slå.
Aflurede ofrenes koder
De dansk-somaliske brødre Nuur Mohamed Warsame og Liban Warsame Ulusow har fået straffe på henholdsvis otte og seks år for at stå bag svindel eller forsøg på svindel for mere end 45 millioner kroner.
Det er ifølge anklagemyndigheden gået ud over 171 ofre fra oktober 2018 og frem til juni 2020, hvor politiet anholdt gruppen.
Gruppen installerede såkaldte keyloggere på computere på biblioteker rundt omkring i landet og kunne dermed aflure gæsters NemID-oplysninger.
En "meget grov" sag
Dommen vækker glæde hos anklagemyndigheden, der har ført sagen på statens vegne.
- Den her datakriminalitet er begået på et meget professionelt niveau og er en kriminalitetsform, der har været meget, meget krænkende for de mange forurettede, siger anklager Jørn Thostrup fra Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet.
- Det er ikke kun de 50 millioner kroner, som kriminaliteten har vedrørt, der gør, at sagen har været meget grov, fortsætter han:
- Det er også den invadering af folks privatsfære, ved at folk har fået frataget deres NemID, og pludselig så er der optaget kviklån, og deres konti er blevet ryddet. Det har været meget, meget indgribende, siger Jørn Tholstrup.
"En våd klud"
Den hovedtiltalte, Nuur Mohammed Warsame, er ifølge hans forsvarsadvokat skuffet over stadfæstelsen.
- Han havde jo håbet på bedre. Han vidste jo godt, at det var en svær sag for landsretten at behandle. Men han er selvfølgelig også skuffet, fordi der var jo en idé i at anke til landsretten. Og det var jo håbet om et bedre resultat, siger advokat Nicolai Berg.
Ud over at være den hidtil største sag om misbrug af NemID, har sagen også vakt opsigt på grund af de to bagmænds terrorforbindelser.
Begge brødre blev i 2014 dømt for forsøg på terrortræning i Somalia.
Udover de to blev Khader Barrow og Mohamed Ahmed Ali begge idømt fem år og seks måneders fængsel, mens Anders Meldgaard blev idømt fire års fængsel.
De øvrige fire medlemmer af gruppen fik straffe på tre til tre og et halvt års fængsel i sagen.