Islandsk vulkan går i udbrud tæt på byen Grindavik

Allerede lørdag blev byens indbyggere evakueret.

I december var der også et kraftigt vulkanudbrud i Island, som kan ses på billedet her. (© Ruv)

Kort før klokken 9 dansk tid er en vulkan i Island gået i udbrud. Det skriver det islandske medie RUV.

Vulkanudbruddet sker tæt på den islandske by Grindavik, der ligger langs Islands sydlige kyst på halvøen Reykjanes.

Omkring klokken 3 natten til søndag har der været en række små, intense jordskælv, og ifølge RUV har fjeldet Thorbjörn flyttet sig 20 centimeter i forbindelse med udbruddet.

Se en video fra vulkanudbruddet lidt over klokken 8 lokal tid:

Civilforsvaret har hævet civilforsvarsniveauet fra "farlig" til "nødsituation". Kystvagten er i gang med at kortlægge det præcise område ved at undersøge området fra helikoptere. Det ventes dog ikke, at der er et overblik over udbruddet før senere på formiddagen.

Til RUV siger Benedikt Ófeigsson, der er naturfareekspert ved det islandske meteorologiske kontor, at revnen bliver "temmelig lang".

På livebilleder fra vulkanen kan man se en lang stribe med lava, hvorfra en stor røgsøjle stiger lige op i luften.

- Revnen bliver længere, end jeg forventede, siger han til RUV.

(© DR Grafik/Lise Grønvald Nielsen)

Indbyggere blev evakueret lørdag

Allerede lørdag blev der sendt en varsel, og Grindaviks cirka 4.000 indbyggere måtte evakueres.

Det samme skete i november, hvor gentagne jordskælv udløste risikoen for et forestående vulkanudbrud.

I december kom det ventede vulkanudbrud, der blev et af de kraftigste i flere år, skriver Ritzau.

Lavaen nåede aldrig byen Grindavik, og den 23. december kunne de borgere, der ikke havde fået deres hjem ødelagt af jordskælvet, vende tilbage til deres hjem.

Her kan man se den flydende lava nord for byen Grindavik den 19. december 2023. (Foto: © Marco Di Marco, Associated Press)

Vulkanudbruddet i december startede på Reykjanes-halvøen, som har haft flere udbrud i de senere år. Ifølge Reuters er vulkanudbruddet det femte på Reykjanes-halvøen siden 2021.

Der er op mod 33 aktive vulkansystemer i Island, hvilket er det højeste antal i Europa. Landets mest aktive vulkan er Hekla, der ligger cirka 150 kilometer øst for Reykjavik.