Den tidligere nationale sundhedsrådgiver under coronapandemien Anthony Fauci er blandt de sidste personer, som præsident Joe Biden har nået at benåde, inden Donald Trump tager over i Det Hvide Hus.
Som direktør for USA's Nationale Institut for Allergi og Smitsomme Sygdomme rådgav Fauci både Trump og Biden.
Fauci var ofte uenig med Donald Trump, da han kom med råd under corona, mens Trump var præsident. Donald Trump angreb ham og hans rådgivning om corona-tiltag flere gange.
Trump truede med at fyre ham, og Fauci blev stærkt kritiseret af den politiske højrefløj, og det endte med, at Fauci og hans familie modtog dødstrusler.
Fra 2021, hvor Joe Biden blev præsident, var Fauci en af Bidens nærmeste sundhedsrådgivere, indtil han i 2022 gik på pension. Han blev udnævnt til chefrådgiver for Biden-administrationens corona-indsats.
Også den tidligere den tidligere amerikanske forsvarschef general Mark Milley, der blev upopulær hos Trump, og en række medlemmer af Repræsentanternes Komité, der undersøgte angrebet på den amerikanske kongres den 6. januar, er blevet benådet af Joe Biden, skriver AP.
Det gældder blandt andre den republikanske politker Liz Cheney, som endte med at støtte Kamala Harris under præsidentvalgkampen sidste år. Republikanere havde truet Cheney med retsforfølgelse.
Usædvanlige benådninger
Det er usædvanligt, at en præsident benåder folk, der ikke engang er dømt for en forbrydelse, men personerne er alle benådet for at beskytte dem mod mulig retsforfølgelse under Trump-administrationen, skriver AP.
Meddelelsen kommer, kun få timer før at Donald Trump bliver taget i ed som USA's næste præsident.
- Vores nation skylder disse offentligt ansatte en tak for deres utrættelige engagement i vores land, lyder det fra Biden.
Præsident Biden siger, at benådningerne ikke skal forstås som en anerkendelse af, at personerne har begået nogen fejl eller gjort sig skyldig i nogen form for lovovertrædelse.
- Udstedelsen af disse benådninger må ikke misforstås som en anerkendelse af, at noget individ har gjort noget forkert, og det må heller ikke fejlagtigt udlægges som en erkendelse af skyld, skriver Biden i en meddelelse.
Det handler ifølge præsidenten ene og alene om at beskytte dem mod Trump og de skader, som en efterforskning eller retsforfølgelse ville kunne påføre dem.
- Grundløse og politisk motiverede efterforskninger ødelægger de ramte individer og familiers liv, sikkerhed og økonomiske sikkerhed, udtaler Biden.
Omkring klokken 17.30 dansk tid begynder selve indsættelsesceremonien, som du kan følge live på DR's platforme. Du kan se med allrede fra klokken 16 på DRTV og DR1 eller følge med i DR.dk's liveblog, som følger indsættelsen på tæt hold.