Forsvaret bekræfter: Molslinjen-færge måtte lave manøvre for at undvige russisk krigsskib

Molslinjen kalder manøvren for 'udramatisk'. Det russiske krigsskibs rute var varslet efter reglerne, oplyser Forsvaret.

Det føles voldsomt, når en hurtigfærge går 37 knob ned i fart og drejer rundt, siger Molslinjens kommunikationschef. (Arkivfoto). (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Forsvaret bekræfter over for DR Nyheder, at der har været et russisk krigsskib i nærheden af Sjællands Odde, som en dansk færge har måttet undvige.

Det var en Molslinjen-færge, som pludselig måtte ændre kurs på vej til Aarhus her til formiddag. Det fortæller kommunikationschef i rederiet Jesper Maack.

Kaptajnen ombord på færgen kaldte det russiske skib an, fordi det i sin sejlbane ville kollidere med færgen, hvis ikke det undveg.

- Kaptajnen kalder skibet op på sin radio, men får intet svar, siger Jesper Maack.

- Han beslutter sig for at lave vendingen, fordi han ikke kan få kontakt med skibet foran sig, og fordi det ikke ser ud til at ville undvige, som søfartsreglerne foreskriver, at det skal.

Færgen drejer 360 grader i vandet, så det russiske krigsskib kan passere. Derefter sejler det videre imod Aarhus.

Jesper Maack fra Molslinjen kalder manøvren for "udramatisk".

- Det foregår med meget stor afstand. Men når en hurtigfærge sejler 37 knob og går ned i fart og drejer rundt, så føles det voldsomt. Derfor har kaptajnen også meddelt over højttaleranlægget, hvorfor man laver den vending, siger han.

Ikke unormalt med russisk krigsskib på de kanter

Forsvaret bekræfter over for DR, at den russiske fregat efter internationale regler havde ansvar for at undvige færgen.

Den russiske tilstedeværelse var dog varslet efter reglerne, lyder det.

Et dansk patruljeskib, der hedder Diana, følger rutinemæssigt de russiske krigsskibe, når de er på vej gennem Danmark i internationalt farvand.

Det er nemlig ikke unormalt, at russiske krigsskibe passerer igennem - det sker forholdsvis ofte, fortæller Forsvaret.

Det er omvendt relativt sjældent, at skibe ikke overholder søfartsloven.

Molslinjen har mulighed for at klage over, at de måtte lave en manøvre, fordi det russiske skib ikke overholdt reglerne.

Og det vil de da også gøre, understreger kommunikationschef Jesper Maack.

- Vi melder den slags episoder ind til Søfartsstyrelsen, og sørger for, at de er orienteret, siger han.