En død og tre sårede efter skud ved metrostation i Stockholm

Den dræbte er teenagedreng på 15 år. To mænd anholdt syd for byen vil blive afhørt i sagen.

En 15-årig dreng er til aften blevet dræbt af skud, mens tre andre er sårede i Stockholm. (Foto: © ANDERS Wiklund, Ritzau Scanpix)

En teenagedreng er død og tre andre er sårede efter en skudepisode i det sydlige Stockholm nær en metrostation.

Det skriver SVT og Expressen, og det samme oplyser svensk politi på sin hjemmeside.

I første omgang lød meldingen, at fire var blevet ramt af skud.

- Tre af skudofrene er bragt til hospitalet. Den fjerde døde på stedet, skriver politiet.

Den dræbte er en dreng på 15 år. Også en af de sårede er en 15-årig teenagedreng, mens de to andre er en mand og en kvinde i alderen 40 til 65 år, skriver politiet lørdag aften.

To af ofrene blev fundet ved indgangen til metrostationen, mens de andre blev fundet i nærheden. Det er uvist, hvilken tilstand de tre sårede er i.

Pladsen foran metrostationen ved Farsta er afspærret, og ingen metrotog vil standse der, oplyser politiet.

To personer anholdt syd for gerningsstedet

Kort inden klokken 19 oplyser politiet, at de har anholdt to mænd i en bil, som de har standset efter at have fulgt efter den sydpå. De vil blive afhørt i sagen.

- Bilen er interessant i det efterforskningsarbejde, der er i gang efter skyderiet i Farsta centrum og omegn, skriver politiet på sin hjemmeside.

En stor politiaktion pågår fortsat på gerningsstedet, hvor politiet efterforsker sagen bredt, siger Towe Hägg.

- Vi har helikopter i luften, hundefører, teknikere, lokalpoliti, uniformerede betjente og civilklædte politibetjente på plads, lyder det.

Politiet vil bruge overvågning nær gerningsstederne i efterforskningsarbejdet, og der er indledt en forundersøgelse af drab og drabsforsøg, meddeler politiet på sin hjemmeside.

Vidne flygtede ind i kiosk med sine børn

En mand, der var til stede, mens skuddene faldt, fortæller til Expressen, at han var sammen med sine to mindreårige børn.

De stod mellem et butikscenter og nedgangen til metrostationen, da de kunne høre skud.

- Pludselig lød det "bambam" otte til tolv gange. Jeg hørte, at et ikke var fyrværkeri og kunne straks mærke min puls gå op, siger han.

Han fortæller, at folk i nærheden satte sig på hug, mens han selv flygtede ind i en kiosk med sine børn.

- De rystede og græd og syntes, det var rigtigt skræmmende, siger han til Expressen.

Syv skudt på et døgn

Alene i løbet af det sidste døgn er nu syv personer blevet ramt af skud i Storstockholm.

I aftes blev to personer såret af skud i Solna og en i Jordbro.

I det hele taget har antallet af skudepisoder de seneste år taget til i den svenske hovedstad, hvor en bandekonflikt hersker.

Stockholms blodige bandekrig