Donald Trumps sag om tys-tys penge udsættes

En dommer i delstaten New York har besluttet af udsætte den såkaldte tys-tys-sag, hvor Donald Trump tidligere i år blev kendt skyldig.

Den tidligere amerikanske præsident, Donald Trump , der deltager i sin straffesag i New York City den 30. maj 2024. Her blev han kendt skyldig i samtlige 34 anklager. (Foto: © Seth Wenig, Ritzau Scanpix)

Retssagen, hvor USA's kommende præsident, Donald Trump, er tiltalt for udbetaling af de såkaldte tys-tys penge til pornoskuespilleren Stormy Daniels, udsættes mindst en uge.

Det fremgår af et dokument, der netop er offentliggjort, skriver Reuters.

Ifølge nyhedsbureauet mangler der kun strafudmåling i sagen.

Afgørelsen er truffet af en dommer i New York.

Kendt skyldig i samtlige anklager

Tidligere på året blev Donald Trump kendt skyldig i at have forfalsket dokumenter for at dække over en udbetaling på 130.000 dollars - cirka 900.000 danske kroner - til pornoskuespilleren Stormy Daniels op til det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Den kommende præsident nægtede sig skyldig i alle anklager.

Efter fire ugers retssag, hvor 22 personer blev afhørt, blev Donald Trump kendt skyldig i samtlige 34 anklagepunkter.

Det var første gang i USA's historie, at en tidligere præsident blev dømt i en straffesag.

  • En avisstander i USA viser overskrifter efter offentliggørelsen af Donald Trumps dom i tys-tys sagen. (Foto: © MIKE SEGAR, Ritzau Scanpix)
  • Den tidligere præsident Donald Trump blev fundet skyldig i alle 34 anklager, der omhandlede 130.000 amerikanske dollars udbetalt til pornoskuespilleren Stormy Daniels for hendes stilhed. Tidligere hævdede Daniels, at hun havde haft en affære med Donald Trump i 2006. (Foto: © zz/SMXRF/STAR MAX/IPx, zz/SMXRF/STAR MAX/IPx)
1 / 2

To måneder efter at Donald Trump blev kendt skyldig, besluttede den amerikanske højesteret, at den tidligere amerikanske præsident var delvis immun for retsforfølgelse i forhold til handlinger, han havde foretaget, mens han bestred præsidentembedet.

Trumps skæbne udsat

Ifølge Ritzau var planen, at dommeren Juan M. Merchan tirsdag skulle have afgjort, hvorvidt Donald Trump skulle dømmes i sagen, eller om sagen skulle frafaldes.

Ifølge e-mails indleveret til retten anmodede Donald Trumps advokat, Emil Bove, i weekenden om udsættelse i sagen, skriver AP.

Her skulle Emil Bove have argumenteret for, at en udsættelse var nødvendig for at 'undgå forfatningsmæssige hindringer for Donald Trumps evne til at lede landet'.

Den kommende præsidents skæbne er nu i stedet udsat til tidligst den 19. november, hvor dommeren vil tage stilling til sagen.