Interesseorganisationen Dansk Industri stopper nu sit samarbejde med Copenhagen Pride.
Det oplyser Dansk Industri i en pressemeddelelse.
- Med den øgede politisering, vi har oplevet i år, er det vores opfattelse, at Copenhagen Pride ikke lige nu er dét inkluderende fællesskab, som det oprindeligt var tiltænkt. Derfor har vi valgt at trække vores formelle støtte til organisationen i år, siger Kinga Szabo Christensen, rådgivningsdirektør i DI.
Se Kinga Szabo Christensen forklare mere om Dansk Industris beslutning:
Det samme gør den danske medicinalkæmpe Novo Nordisk.
- Vi har siden 2019 arbejdet sammen med Copenhagen Pride til glæde for både LGBTQ+ og andre kollegaer i Novo Nordisk. Vi forlænger ikke partnerskabet denne gang, men vi vil gerne takke Copenhagen Pride for samarbejdet omkring denne vigtige sag, skriver Novo Nordisk i en kommentar til DR.
Også rederigiganten A.P. Møller-Mærsk trækker sin støtte til Copenhagen Pride, skriver virksomheden i en kommentar til DR Nyheder.
- Mærsk har besluttet at stoppe partnerskabet med Copenhagen Pride. Vi har i en årrække været glade for samarbejdet, men vi forventer i sådanne partnerskaber en høj grad af forudsigelighed og et uforstyrret fokus på den sag, partnerskabet omhandler, lyder det fra Mærsk.
Spørgsmål om konflikt
Bruddet kommer efter en sag, hvor Copenhagen Pride angiveligt har sat sine samarbejdspartnere til at tage stilling til spørgsmål om konflikten mellem Israel og Hamas.
I marts undskyldte Lars Henriksen, der er forperson for Copenhagen Pride, for, at organisationen havde kommunikeret dårligt.
Der var ikke tale om, at organisationen stillede krav til partnere om at have bestemte holdninger til den igangværende konflikt, lød det ifølge Ritzau fra forpersonen.
Dansk Industri smækker dog ikke helt med døren.
- Vi håber, at det vil ændre sig i fremtiden, og vi genoptager derfor gerne vores støtte, såfremt Pride-organisationen kan sikre fuldt fokus på seksuelle minoriteters rettigheder og inklusion i fremtiden, siger Kinga Szabo Christensen.
Priden: Vi respekterer konklusion
Benjamin Hansen, der er organisatorisk forperson, forklarer til DR Nyheder, at Copenhagen Pride håber på, at man på sigt kan genoprette tilliden.
- Vi respekterer deres konklusion, samtidig med at vi er kede af, at de ikke er partnere med os i år, siger han.
Hvordan kommer det her til at ændre Copenhagen Pride?
- Priden er bygget på protest. For en årrække tilbage havde vi en helt anden økonomi. Vi er et event, der skal være agile. Det er vi, og vi kommer til at fortsætte med at skabe en platform for debattører eller kunstnere, som normalt ikke har en stemme. Vi kommer til at have en pride til sommer.
Er det unfair, at dele af erhvervslivet vender jer ryggen?
- Jeg vil ikke kalde det unfair. Vi har sagt undskyld for dårlig kommunikation. Hvis tilliden ikke siden den unskyldning er blevet genopbygget, så skal man selvfølgelig ikke være partner. Og så arbejder vi videre med at genopbygge den tillid, som vi er godt i gang med, siger Benjamin Hansen.
Se Benjamin Hansen forklare mere i videoen her: