Ni børn er sårede, og to børn er døde, efter en mand gik til angreb med kniv på en danseworkshop i den britiske by Southport ved middagstid.
Ud af de ni sårede børn er seks i kritisk tilstand.
Sådan lyder det fra politiet på et pressemøde mandag aften, skriver Ritzau.
- Mine betjente blev kaldt ud til meldinger om et knivstikkeri klokken 11.47 denne morgen, siger politichef Serena Kennedy ved pressemødet.
- Da de ankom, var de chokerede over at finde ud af, at adskillige mennesker, hvoraf mange var børn, havde været udsat for et drabeligt angreb.
Politiet mistænker ikke terror
Børnene var til en Taylor Swift-workshop på en danseskole i byen, der ligger omkring 30 kilometer nord for Liverpool på vestkysten, da angrebet skete.
Den mistænkte menes at være gået ind på danseskolen med en kniv, hvorefter han begyndte at angribe børnene. Ud over de sårede børn, er også to voksne i kritisk tilstand.
- Vi tror, at de voksne, der blev såret, på modig vis forsøgte at forsvare børnene, som blev angrebet, lød det fra politiet.
Politiet har anholdt en 17-årig dreng, som er mistænkt for drab og drabsforsøg.
Ifølge politiet er motivet for knivstikkeriet ukendt, men de ser ikke episoden som terrorrelateret, ligesom de heller ikke leder efter andre gerningsmænd.
Til Sky News kondolerer premierminister Keir Starmer og siger, at hele landet er dybt chokeret.
- Jeg ved, at jeg taler for alle i hele landet, når jeg siger, at vores tanker og kondolencer er hos ofrene, deres familier, deres venner og det bredere samfund.
- Det er næsten umuligt at forestille sig den sorg, de går igennem, siger premierministeren.