På et pressemøde har USA's præsident Joe Biden her til aften meddelt, at USA vil sende 31 M1-Abrams kampvogne til Ukraine. Det skriver Reuters.
- Gennem hvert eneste skridt i denne forfærdelige krig har det amerikansk folk været stærke i deres støtte, siger Joe Biden.
USA begynder hurtigst muligt at oplære ukrainske styrker i at anvende de 31 Abrams-kampvogne, amerikanerne sender til Ukraine. Det meddeler den amerikanske præsident Biden.
- Kampvognene er komplekse at operere og vedligeholde. Derfor får Ukraine reservedele og udstyr til at holde disse kampvogne kørende på slagmarken, siger USA's præsident.
Meldingen kommer samme dag, som Tyskland offentliggjorde, at de ville sende 14 Leopard 2-kampvogne til Ukraine og samtidig gav lov til, at andre lande også kan sende Leopard 2-kampvogne.
Det åbner altså for, at lande som Spanien, Polen og Finland også kan sende Leopard 2-kampvogne til Ukraine. De lande har nemlig bedt tyskerne om lov til at sende kampvognene.
Den norske forsvarsminister, Bjørn Arild Gram, har også her til aften sagt, at man er klar til at sende kampvogne til Ukraine, men vil ikke lægge sig fast på et antal endnu.
Joe Biden pointerer på pressemødet her til aften, at Rusland ikke skal se det som en "offensiv trussel", at USA nu sender de 31 M1-Abrams over Atlanterhavet.
- Hvis tropperne rejser tilbage til Rusland, så vil den her krig være ovre i dag, siger Joe Biden.
Han pointerer, at kampvognene af ukrainerne skal bruges til at genvinde tabt territorium, men ikke må benyttes til at erobre mere end det.
Joe Biden bekræfter også på pressemødet, at han her til morgen har haft et møde med lederne af Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Italien.
Forsvarsminister peger på andre lande
Den danske forsvarsminister, Jakob Ellemann-Jensen (V), har tidligere udtalt, at det ikke nødvendigvis er Danmark, som skal levere kampvogne til Ukraine.
- Jeg synes, det vil være klogt med kampvogne fra andre lande, som har mulighed for det, har Jakob Ellemann-Jensen sagt fredag ifølge Jyllands-Posten.
Og i dag har forsvarsministeren uddybet den forklaring til Ritzau, hvor han ikke direkte taler om danske kampvogne.
- Vi ser løbende på nye muligheder. Samtidig skal vi selvsagt finde en balance mellem at hjælpe Ukraine og fortsat styrke det danske forsvar.
USA's præsident Joe Biden nævnte dog Danmark på pressemødet her til aften i forbindelse med, at der er blevet sendt andre ting til Ukraine.
- Hvert land er fuldt engageret i at lade Ukraine forblive stærkt og uafhængigt og gøre det muligt for ukrainerne at forsvare sig mod russiske trusler og vold, siger Joe Biden.
- Danmark sender Haubitsere til Ukraine, siger Biden med henvisning til det artillerisystem, regeringen i sidste uge annoncerede at sende til Ukraine.