Randers Kommune vil politianmelde Nordic Waste

Politiet bør undersøge om nøglepersoner i Nordic Waste har begået noget strafbart, mener kommunens advokatfirma.

Der bliver arbejdet på højtryk med at fjerne jord fra Gammel Århusvej syd for Randers, hvor et jordskred fra Nordic Waste truer landsbyen Ølst. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Der vil komme en politianmeldelse fra Randers Kommune mod Nordic Waste. Det bekræfter kommunen til DR.

- Det er åbenlyst for alle, at Nordic Waste har overtrådt deres miljøtilladelse. De har ikke miljøtilladelse til at opbevare jord uden for deres grund, skriver kommunen i en mail.

Randers Kommune har foreløbig ikke yderligere kommentarer.

Det er advokatfirmaet Codex, der repræsenterer Randers Kommune, som har rådet kommunen til at politianmelde Nordic Waste, efter at et voldsomt jordskred truer med en potientiel miljøkatastrofe.

Nordic Waste håndterer forurenet jord fra industrien og har enorme bunker forurenet jord liggende. I december kom et jordskred i området ud af kontrol. Det har sat mindst 2.000.000 ton jord i bevægelse mod Alling Å, der løber videre ud i Randers Fjord og Kattegat. Ligesom at jordskredet også truer landsbyen Ølst.

I en redegørelse, som DR Nyheder har fået indsigt i, vurderer advokatfirmaet, at det kan koste lange fængselsstraffe, hvis en eller flere ansatte i Nordic Waste har overtrådt miljøbeskyttelsesloven.

- Det er vores vurdering, at sagen har en sådan alvorlig karakter, at Randers Kommune som udgangspunkt er forpligtet til at foretage anmeldelse til politiet med henblik på politiets efterforskning af, hvorvidt der er grundlag for at rejse tiltale mod NW (læs: Nordic Waste) samt en eller flere fysiske personer, idet politiet bør afklare, om en overordnet har handlet forsætligt eller groft uagtsomt, skriver advokat og partner Jacob Brandt fra advokatfirmaet Codex i brevet til Randers Kommune.

Grov uagtsomhed kan give høj straf

Jacob Brandt vurderer i redegørelsen, at der som minimum er en klar formodning for tilsidesættelse af vilkårene i miljøgodkendelsen, og at der derudover er en klar overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 71.

I redegørelsen skriver Jacob Brandt også, at straffen efter miljøbeskyttelseslovens § 110 kan stige til 2 års fængsel, hvis overtrædelsen er begået ved grov uagtsomhed, og hvis der er sket skade på miljøet.

Under særligt skærpende omstændigheder kan straffen stige til op til 6 års fængsel, hvis der er sket forurening af luft, vand, jord eller undergrund med den følge, at der er sket betydelig skade på miljøet, eller at der er nærliggende fare for det.

Codex vurderer også, at der kan rejses tiltale mod en eller flere personer, hvis en overordnet i Nordic Waste har handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

Advokat Jacob Brandt fra Codex Advokater, der har lavet vurderingen til Randers Kommune, vil ikke stille op til interview. Han skriver i en mail til DR, at han henviser til Randers Kommune.

Anmeldelse bakkes op af byrådspolitikere

Tilbage i februar 2023 var en række byrådsmedlemmer i Randers dybt bekymret over risikoen for jordskred ved Nordic Waste. Det skete som bekendt mindre et år efter, og nu bakker to byrådsmedlemmer op om en politianmeldelse.

- Kommunen skal gå alle de veje, de overhovedet kan i den her sag. Det bakker jeg dem 100 procent op i. Så hvis Randers Kommune kan se, at der er grundlag for en politianmeldelse, så skal de gå den vej. Det har de min opbakning til i hvert fald, siger Anker Boje, der er byrådsmedlem for Socialdemokratiet.

Et enslydende svar kommer fra Enhedslistens Frida Valbjørn Christensen, der ligeledes bakker op om politianmeldelsen.

- Det er fornuftigt at få en politimæssig efterforskning af forløbet, så det er jeg positiv overfor. Vi har at gøre med en sag, hvor der potentielt er sket nogle lovbrud.Det kommer ikke som en overraskelse for mig, at Nordic Waste potentielt har overtrådt deres miljøtilladelse, og det skal selvfølgelig politianmeldes.

DR har forsøgt at få en kommentar fra Nordic Waste.