Samlet opposition kræver nye indrømmelser fra Heunicke i forureningssag: 'Ministeren har langtfra imødekommet vores krav'

Otte partier forlanger uvildig undersøgelse af Miljøministeriet og retningslinjer trukket tilbage. I dag skal ministeren svare dem i Folketinget.

Martin Lidegaard (R), Pelle Dragsted (EL) og Alexander Ryle (LA) stiller krav til ministeren i sagen om virksomheders udledninger af miljøfarlige stoffer.

Når miljøminister Magnus Heunicke (S) i dag klokken 12 træder ind ad døren til samråd i mødelokale 1-133 på Christiansborg, vil han blive mødt af en samlet opposition.

Alle partier uden for regeringen stiller nu to krav til ministeren i kølvandet på DR’s afsløringer i forureningssagen.

- Vi bliver nødt til at rydde op i det hele, hvis vi skal have vores have tilbage i en sund tilstand igen, siger Martin Lidegaard, der er politisk leder for Radikale Venstre.

Afsløringerne har blandt andet vist, hvordan Miljøministeriet ifølge eksperter ulovligt har banet vej for, at virksomheder som for eksempel Cheminova kan blive ved med at pumpe forhøjede koncentrationer af miljøfarlige stoffer ud i havområder, der i forvejen er for forurenede.

For det første kræver de otte partier, at der bliver gennemført "en uvildig undersøgelse af hele forløbet", hvor Miljøministeriet ad flere omgange har udstedt vejledninger, der giver grønt lys til yderligere forurening med miljøfarlige stoffer.

For det andet kræver de alle, "at miljøministeren omgående trækker også den nye vejledning tilbage" og erstatter den med nye retningslinjer, som der ikke er tvivl om lovligheden af.

Det fremgår af et fælles indlæg i Altinget underskrevet af alle oppositionspartier undtagen Danmarksdemokraterne. Partiet oplyser imidlertid til DR, at Danmarksdemokraterne også bakker op om de øvrige partiers krav.

- Den nye vejledning, der er lavet nu, er lige så ulovlig som forgængeren. Vi mener, at ministeren er nødt til at trække den tilbage og lave en ny. Og så vil vi have en undersøgelse af hele processen i forhold til den her vejledning, siger Liberal Alliances miljøordfører, Alexander Ryle.

Vil have ministerens nye vejledning trukket tilbage

Miljøminister Magnus Heunicke har indtil nu afvist at trække den omdiskuterede vejledning tilbage, som Miljøministeriet har udstedt i marts i år under hans ledelse.

Ministeren har blandt andet givet udtryk for, at arbejdet med at opdatere virksomheders gamle og forældede miljøgodkendelser vil gå i stå, hvis ministeriets vejledning til miljømyndighederne bliver trukket tilbage, sådan som oppositionen forlanger.

- Det mener jeg ikke er ønskeligt. Jeg mener, det ønskelige må være, at vi får ryddet op i de gamle tilladelser, sagde miljøminister Magnus Heunicke til Folketingets Miljøudvalg den 28. maj, da han første gang var i samråd om sagen.

Her annoncerede ministeren samtidig, at han ville lave en justering af sin nye vejledning, der skal sørge for, at virksomheder højst får lov til overskride grænseværdierne i allerede forurenede kystvande med yderligere fem procent i en afstand på 350 meter fra det sted, hvor spildevandet bliver pumpet ud i havet.

Men opdateringen af for eksempel pesticidfabrikken Cheminovas 18 år gamle miljøgodkendelse behøver ikke at gå i stå, selvom ministeren trækker sin omtvistede vejledning tilbage.

Det mener Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted.

- Man kan sagtens fortsætte med at behandle sagerne. Så skal det bare ske med udgangspunkt i det lovgrundlag, der er. Det har ministeren sådan set selv oplyst i et svar til Dansk Industri sidste år, siger han.

Han henviser til, at miljøminister Magnus Heunicke sidste år i et brev til blandt andre interesseorganisationen Dansk Industri selv skrev, at miljømyndighederne fortsat godt kunne blive med at udstede nye udledningstilladelser, selvom han på det tidspunkt havde trukket de hidtidige retningslinjer på området tilbage, fordi Miljø- og Fødevareklagenævnet havde erklæret Miljøministeriets daværende vejledning for ulovlig.

- Jeg skal understrege, at miljømyndighederne fortsat kan træffe afgørelser, men at det skal ske inden for rammerne af den nye afgørelse, skrev Magnus Heunicke i brevet til DI og andre interesseorganisationer den 4. august 2023.

Afviser, at task force løser problemet

Miljøminister Magnus Heunicke annoncerede i slutningen af maj, at han ville nedsætte en såkaldt task force, der hurtigt skal udstede nye miljøgodkendelser til virksomheder, der i årevis har udledt miljøfarlige stoffer efter gamle og forældede godkendelser. En task force, som ministeren nu vil afsætte 25 millioner kroner til at oprette.

Men det gør ikke den samlede opposition tilfreds.

Hvis ikke ministeren først trækker den nye vejledning tilbage, vil Miljøministeriets task force nemlig blot give virksomheder tilladelse til at udlede forhøjede koncentrationer af miljøfarlige stoffer i endnu flere år ud i fremtiden, mener de.

- Vi er jo enige med ministeren i, at vi skal have den her pukkel væk. Så det er fint med nogle flere penge til det. Men det kræver jo så også, at vejledningerne er lovlige og korrekte, siger Radikale Venstres politiske leder, Martin Lidegaard.

- Problemet er jo, at hvis man giver tilladelser på et ulovligt grundlag, så er de givet, og så er de meget svære at trække tilbage igen. Og det betyder altså, at vi risikerer, at Cheminova, vil få tilladelse til at blive ved med at udlede miljøfarlige og sundhedsfarlige stoffer, siger Pelle Dragsted fra Enhedslisten.

De otte oppositionspartier kræver derfor, at Miljøministeriet omgående trække de nuværende retningslinjer tilbage og hurtigt udfærdige nogle "nye retningslinjer, hvor der ikke er tvivl om lovligheden."

Kræver uvildig undersøgelse af hele forløbet

Oppositionens krav om at gennemføre en uvildig undersøgelse af tilblivelsen af Miljøministeriets omdiskuterede vejledninger har miljøminister Magnus Heunicke også afvist indtil nu.

På samrådet den 28. maj lovede ministeren, at han ville få lavet en begrænset uvildig undersøgelse af et andet spørgsmål. Nemlig spørgsmålet om, hvorfor Miljøstyrelsen endnu ikke er blevet færdig med at revurdere pesticidfabrikken Cheminovas 18 år gamle tilladelse til at udlede miljøfarlige stoffer i Vesterhavet.

- Det er meget langt fra vores krav om at få undersøgt hele forløbet om de ulovlige vejledninger, skriver oppositionspartierne i deres fælles indlæg i Altinget.

Derfor holder de otte partier fast i, at de vil have foretaget en uvildig undersøgelse af, hvordan Miljøministeriets vejledninger er blevet til.

- Vi er nødt til at have en uvildig undersøgelse, som vi kan stole på. Hvor man ikke risikerer, at det bare er Miljøstyrelsen, der kaster sig under bussen, hvis det nu faktisk er på et politisk niveau, at man har svigtet, siger Alexander Ryle fra Liberal Alliance.

- Vi tror jo ikke, at hverken et miljøministerium eller en miljøstyrelse begynder at forvalte på en anden måde uden at have fået en eller anden form for politisk ønske oppefra. Og derfor tænker jeg egentlig også, at det er meget rart for Miljøministeriet selv, at det er nogle udefra, der kaster et blik ind på, hvad det egentlig er, der er foregået over de seneste 10 år i det ministerium, siger Martin Lidegaard fra det Radikale Venstre.

Miljøminister Magnus Heunicke og Miljøministeriet har i forbindelse med DR's afdækning af sagen løbende afvist at have handlet ulovligt eller at have sat erhvervshensyn over miljølovgivningen.