Fagforeningen 3F vil undersøge, om vindmøllearbejdere på andre virksomheder end Siemens er blevet syge af deres arbejde.
Sagen om medarbejderne på Siemens vindmøllevingefabrik, der er blevet kronisk syge med eksem og eller astma af deres arbejde, vækker opsigt hos 3F Kongedalen i Vamdrup.
Nu vil 3F Kongedalen gerne høre fra tidligere medarbejdere på LM Wind Powers fabrik i Lunderskov, hvis de har oplevet lignende symptomer, fortæller formand Hanne Jørgensen.
Hun opfordrer medlemmer og tidligere medlemmer til at henvende sig, hvis de har arbejdet hos LM Wind Power og mener, de er blevet syge.
Medarbejdere arbejdede med styren
Sagen får især opmærksomhed, fordi 3F Kongedalen før har haft LM Wind Power i kikkerten, siger Hanne Jørgensen.
Fagforeningen har blandt andet kigget på sager, hvor medarbejdere havde arbejdet med stoffet styren. Det er mistænkt for at være kræftkaldende.
- Så det er klart, at vi er meget opmærksomme på, om folk også har andre komplikationer, siger hun.
Hanne Jørgensen vurderer, at syge, tidligere medarbejdere fra LM Wind Power vil have en stærk sag på grund af de mange tilfælde fra Siemens.
Hos LM Wind Power siger kommunikationschef Lene Christiansen, at det er en god ide, at nuværende og tidligere medarbejdere bliver undersøgt, hvis de føler sig syge.