Ulv dræber rådyr i Kolding

De tre rådyr, der inden for den seneste måned har fået hovedet bidt af i Marielundskoven midt i Kolding, blev dræbt af en ulv, viser DNA-prøver.

Naturfagskonsulent Jørn Chemnitz troede først, det var hunde, der gik løs på rådyrene i skoven, men DNA-prøver viste altså, det var en ulv. (Foto: © Kolding Kommune)

DNA-prøver afslører nu, at det ikke er en hund men der i mod en ulv, der har dræbt rådyrene i Kolding.

Alle tre gange er rådyrene blevet fundet med hovedet bidt af, og naturkonsulent Jørn Chemnitz fra Kolding Kommune har tidligere udtalt til DR Trekanten, at han var 98 procent sikker på, at løse hunde stod bag drabene.

- Nu er der kun to fortilfælde i Europa, hvor en ulv har været så tæt på en by, og at det så skulle ske i Kolding, det tror jeg, nogen af os havde drømt om, siger Koldings borgmester Jørn Pedersen. 

Ingen ved hvor ulven er

I midten af februar fandt man for første gang et rådyr dræbt, og få dage senere blev endnu et rådyr fra skoven fundet dræbt i en privat have umiddelbart op til skoven.

Ulven har altså været og er muligvis stadig meget tæt på beboelse, men det mest sandsynlige er, at den er vandret ud af skoven igen.

Det vurderer biolog Mette List fra Kolding Kommune.

Ulven tog den grønne vej ind i Kolding

Mette List regner med, at det er en enlig omstrejfende ulv, der har fundet ind i byen via Kolding Skov, der strækker sig fra udkanten af byen og helt ind til midten af Kolding bag ved sygehuset.

- Den har nok taget den grønne kile, vi har ind i midtbyen, som en grøn, blind vej. Nu er den sikkert løbet tilbage igen og dermed ude af byen, fortæller Mette List.

Hvis ulven er fortid i Kolding, nåede den altså at dræbe tre rådyr i Marielundskoven, der ligger i forlængelse af Kolding Skov. Det første dyr blev fundet dræbt den 17. februar, og de to andre blev fundet den 22. februar og seneste den 2. marts.