Tusindvis af virksomheder får vækstfond-støtte

Statens Vækstfond har støttet med lån for mere end fire milliarder kroner.

Refborg Hotel og Kro har lånt penge af Vækstfonden, så kroen i Billund kunne blive renoveret. (Foto: © Refborg Hotel og Kro)

Vækst for fire milliarder kroner. Så mange penge har Statens Vækstfond brugt på at hjælpe virksomheder med lån. Alene i Trekantområdet er der lånt mere end en kvart milliard ud, for blandt at skabe flere arbejdspladser.

Vækstfonden træder til, når små og mellemstore virksomheder ikke kan låne til investeringer i bankerne, og det har 62 virksomheder i Trekantområdet haft glæde af.

Men der er langt flere, der kan og skal hjælpes, mener fondens Erhvervskundedirektør, Henrik Holst.

- Kan vi komme ud og snakke med bankerne og virksomhederne, så plejer der næsten altid at komme nogle finansieringer ud af det, som er med til at skabe nogle arbejdspladser, siger Henrik Holst.

Vækstfonden rejser nu landet rundt, for at fortælle om mulighederne for at hjælpe med at låne penge. Blandt andre kommer man på besøg på Refborg Hotel og Kro i Billund. En virksomhed, der selv har haft gavn af Vækstfonden, da kroen skulle renoveres.

Den historie glæder Tommy Refshøj, der er medejer af kroen, sig til at give videre på informationsmødet.

- Der er muligheder, selv om man synes at det ser sort ud. Så kan det være, at du kan få Vækstfonden med på idéen, og så kan projektet blive til noget, siger han.

I alt har statens vækstfond hjulpet 1646 virksomheder for 4,1 mia. kr. på landsplan gennem de sidste to år.