Når mor og far ikke kan arbejde hjemme, og man selv går i 3. klasse, så står skolerne parat med et tilbud om nød-undervisning på skolen. Det er der flere og flere forældre, der har fået øjnene op for.
For i løbet af januar måned har der været et stigende antal elever, der har fået brug for at møde fysisk ind på deres skoler, fortæller flere kommuner til DR Nyheder.
Bella Wittorff Frilund fra Vamdrup er en af dem. Hun møder næsten hver dag op i sin tredje klasse på den lokale skole. Hendes forældre skal møde fysisk på arbejde fire af ugens fem arbejdsdage, og derfor bliver hun, sammen med en håndfuld andre elever, nødundervist.
- Min mor og far er på arbejde, og der er ikke rigtigt nogle, der kan passe mig, fordi der er corona, fortæller hun.
Hun glæder sig over, at hun på den måde ser nogle af sine klassekammerater.
- Det er fint at have nogle klassekammerater, men man kan godt komme til at savne de andre, siger hun.
Mor: Glad for fysisk skolegang
For Maria Tidemann Petersen, der er Bellas mor, er nødundervisningen en nødvendighed, og hun er glad for, at Bella er i kendte rammer, mens forældrene passer deres arbejde.
- Vi har været ret trygge ved at sende hende af sted, og det har gjort, at vi har kunnet opretholde en vis form for hverdag, siger hun.
Bella Wittorff Frilund har været i skole hele januar, og mens måneden er gået, er antallet af børn, der bliver nødundervist, steget.
Bella Wittorff Frilund bor i Kolding Kommune, der er en af de kommuner, hvor man har oplevet, at stadig flere af de små elever ikke kan undervises hjemme.
DR Nyheder har spurgt en række kommuner, og de svarer stort set allesammen, at der i løbet af januar måned er kommet flere elever i klasselokalerne, selv om eleverne i princippet er sendt hjem.
I Kolding var ti procent af eleverne i skole i den første uge efter nytår, og i uge tre modtog 15 procent af eleverne undervisning på deres skole. En udvikling, man også har set på Vamdrup Skole.
- Der er flere og flere elever, der kommer i dårlig trivsel af at sidde derhjemme i isolation og ikke længere trives i fjernundervisning, siger skoleleder Per Rudbæk.
Han fortæller, at skolen tager kontakt til hjemmene, hvis børnene ikke trives, og giver dem mulighed for at sende børnene i skole, for at få undervisning.
Forsker: Godt med fysisk nød-undervisning
Og der kan være mange årsager til, at skolen tilbyder eleverne at komme på skolen.
- Det er en kæmpe opgave for en familie at skulle være både en børneflok og en far og en mor, der arbejder hjemme. Det kan også være det stik modsatte, altså isolation, hvor det unge menneske sidder helt alene derhjemme, siger skolelederen.
Selvom landets skoler som udgangspunkt er lukket for at mindske spredning af coronavirus, er det vigtigt, at der stadig er mulighed for fysisk undervisning, mener forskningschef på VIA University College, Andreas Rasch.
- Det er godt, at skolen har nogle åbne døre, ikke mindst for de elever der kan være rigtigt udfordret af at sidde derhjemme. Der er det rigtigt godt, at skolen kan tilbyde dem noget andet, siger han.