Fra 2007 til og med 2012 har Lego ansat cirka 200 nye medarbejdere hvert år og i dag fremlægger selskabet fra Billund så regnskab for 2013. Chefredaktør på Børsen og forfatter til en bog om Lego, Niels Lunde, har store forventninger til regnskabet.
- Jeg er helt sikker på, at det regnskab, som kommer, bliver godt, men jeg er meget spændt på at se, om ikke væksten begynder at blive mindre, måske endda noget mindre, end vi har set de sidste tre-fem år, siger han.
Stor vækst i udlandet
Lego har blandt andet haft en kæmpe succes i udlandet, og de internationale resultater betyder enormt meget for Legos fremtid.
- Hvordan går det Lego i Nordamerika, er det vigtigste. Og så bliver det spændende at se, hvordan Lego klarer sig i Kina og Asien, for langt ude i fremtiden er det der, de skal skabe sig den store forretning, vurderer Niels Lunde.
På bundlinjen i 2012 tjente Lego 5,6 milliarder kroner ud af en samlet omsætning på 23,4 milliarder kroner, og idag arbejder cirka 4000 på fabrikkerne, i udviklingsafdelingerne og i koncernhovedsædet Billund.
Giver penge ud til børn
Lego har en fond, som støtter velgørende arbejde for børn, og det gavner børn overalt.
- Når det går Lego godt, så kommer der også flere penge i fonden, og det gavner også danske børn, fortæller chefredaktør Niels Lunde.
I det hele taget har Lego et rigtigt godt image. De seneste to år har Lego været blandet verdens 10 mest respekterede selskaber i følge en omfattende årlig undersøgelse fra det amerikanske Reputation Institute.
Stor betydning
Succesen for virksomheden har en enorm værdi for Billund Kommune, og det er specielt med mange arbejdspladser og et godt brand, som andre virksomheder har god gavn af.
- Det er sådan, at vi har 129 arbejdspladser per 100 personer i den arbejdsdygtige alder i Billund, og der er vi suværent i toppen i Syddanmark, og med i toppen i Danmark, siger erhvervschef i Billund, Morten Karlsbjerg.
Ifølge ham, så kan en stor del af den succes tilskrives Lego.
Stor interesse fra udlandet
Når Lego i dag fremlægger deres regnskab, så betyder det også opmærksomhed fra hele verden, hvor kendte medier som The Economist lægger vejen forbi Billund. Den opmærksomhed gavner både Danmark og Billund, mener borgmester Ib Kristensen (V).
- Det er lige meget, hvor du er henne i verden, så kender folk navnet Billund, så betyder også meget den vej rundt, siger han.