Grønne laserpenne og orange dragter kan skræmme skarven væk fra de gode fiskesteder.
Det viser forsøg fra Irland, så derfor vil Danmarks Sportsfiskerforbund nu forslå det sammen herhjemme, siger biolog Kaare Ebert.
- Vi håber på at få skabt en god proces og blive skarpe på det, så vi kan få det indført på et tidspunkt, siger han.
Ændret adfærd
Tidligere var det kun fiskere på havet, der rasede over skarvens jagt på fisk, men i løbet af de sidste 5 år har fuglen ændret adfærd, så den nu også tager fisk i åer.
Den kolde vinter i 2010 tvang nemlig fiskene i havet ud på dybt vand, hvor skarvene ikke kan fange dem, og derfor opdagede fuglen, at der også er fisk at hente i ferske vande som åer og søer.
Og derfor er den nu blevet en større fare for fiskelivet i åerne end for eksempel odder og fiskehejrer, viser en rapport fra DTU.
Næsten farveblind
Derfor vil Danmarks Sportsfiskerforbund nu forsøge at bruge de gode erfaringer fra Irland til at jage skarvene væk fra åerne.
Skarven kan nemlig kun se to farver: grøn og orange. Og forsøgene i Irland viser, at hvis man lyser på fuglen med en grøn pen, mens man er iført en orange dragt, så kan det skræmme skarven væk fra åer og bække.
- Til sidst behøver man faktisk kun tage en orange vest på, så opfatter skarven det som et signal, om at den vil blive ramt af et ubehageligt grønt lys, og så flygter den, siger Kaare Ebert.
Gode udsigter for succes
Biolog Thomas Bregnballe fra Aarhus Universitet mener, at der er rigtig gode takter i forslaget fra sportsfiskerne.
- Det vil måske have en stor effekt, så den slags eksperimenter er mere end velkomne, siger han.
I øjeblikket er en arbejdsgruppe under Naturstyrelsen ved at lave en forvaltningsplan for skarven, og her vil sportsfiskerne bringe ideen op.