-I udkanten af en stor skov boede en fattig skovhugger med sin kone og to børn, en dreng, der hed Hans, og en pige, der hed Grethe...
Otto Pilgård er 86 år og fra Jelling. Han sidder i den grå sofa i Røde Kors' asylbørnehave i Jelling. På skødet har han Muhammed på fire år, der er fra Syrien, og han lytter til Brødrene Grimms eventyr om de to søskende i pandekagehuset i den store skov.
De 30 børn i asylbørnehaven i Jelling kender Otto. Han kommer nemlig forbi hver uge og tilbringer tid sammen med børnene.
Han er næsten en erstatning for den bedstefar, som børnene aldrig vil lære at kende. Bedsteforældre og de gamle i familien bliver ofte bliver tilbage, når voksne og børn flygter fra krigen.
Også forældrene er glade for Otto
-De har kun deres forældre, måske kun den ene af dem, så det er meget værd for dem med en bedstefar, der kan forstå, hvordan de har det. Tænk, hvad de har været udsat for på vej herop. De er meget glade, når de kommer her til Jelling og kan gå i børnehave, siger Otto Pilgård.
Han har tidligere arbejdet i dansk børnehave og ved, at der er mangel på mandlige pædagoger i institutionerne. Det gælder også i asylbørnehaven, og derfor er opmærksomhed fra Otto i høj kurs.
Men også de udenlandske forældre er glade for, at Otto kommer i børnehaven.
- Danske forældre har så travlt med deres, men flygtningene har forladt alt. De har kun deres børn med, og børnene er deres fremtid, så det betyder alt for dem, at børnene får en god fremtid, siger Otto Pilgård.
Bidrager til integrationen
Han er kommet i asylcenteret, siden det startede for 23 år siden. Han har været på ferieture med børnene, kørt dem i bus til Legoland og Givskud Zoo og lånt jord i sin have til asylansøgere, der manglede jord under neglene.
Han er sikker på, at han bidrager til integration af de fremmede.
- Forældrene og børnene ser Danmark og danskerne gennem mig, og det er vigtigt, at de får et godt billede. I dag er tonen lidt skarp, men i Jelling har vi haft asyl i 23 år, og der har aldrig været problemer, siger Otto Pilgård.