Næsten kun kvinder vil være vågekoner

Mænd kan også være vågekoner, men det er der ikke ret mange, der vil. Her kan du møde én af dem.

Der er næsten kun kvinder der vil være vågekoner i Danmark, og det kan skyldes, at det primært er sundhedspersonale, der har oplevet folk dø alene. (Arkivfoto) (© DR)

Det hedder vågekone og ikke vågemand, og det er der måske en grund til.

Der er nemlig ikke ret mange mænd, der vil være frivillig vågekone. Sådan er det både hos Røde Kors' vågetjeneste og hos Ældresagen.

- I 2014 var det cirka ni procent af vores vågekoner, der var mænd, siger Alexandra Dessoy, der er udviklingskonsulent i Røde Kors' vågetjeneste.

Det samme billede tegner sig i Ældresagens vågekonetjeneste, for her er der kun 32 mænd, mens 377 er kvinder

Sigurd på 71 er vågekone

En af de få mænd, der bruger sin fritid på at sidde med de døende i hånden, er Sigurd Christensen fra Vejle.

Han er 71 år og vågekone på femte år. Han valgte at blive vågekone, fordi han ikke kan lide tanken om, at han ligger trygt derhjemme, samtidig med at andre dør alene på plejehjem og sygehuse.

- Det er ikke nemt at svare på, hvorfor jeg bruger tiden på det, men hvis man skulle lave en overskrift, så er det, at jeg har det utroligt dårligt med at tænke på, at mennesker ligger i det her velfærdssamfund, og dør alene.

- Tanken om at man ligger i de sidste timer, man er her på jorden, og kigger ind i en væg, frem for at mærke nærkontakt med et levende væsen, dét har jeg det dårligt med, siger Sigurd Christensen.

Vågekoner har ofte baggrund i sundhedsvæsenet

Der er en god forklaring på, at der ikke er ret mange mænd som Sigurd Christensen, forklarer Alexandra Dessoy.

Rigtigt mange af de vågekoner der melder sig, er nemlig typisk pensionerede sygeplejersker eller social- og sundhedshjælpere.

Det er oftest kvinder, der igennem deres arbejde, har oplevet en frustration over, at der ikke er tid til at give de døende nærvær og omsorg, fordi der ikke er ressourcer nok, siger Alexandra Dessoy.

Både Ældresagen og Røde Kors siger, at det ikke betyder noget, om det er mænd eller kvinder, der er vågekoner, for det handler om vågekonens personlighed mere end kønnet, lyder det.

Flere vågekoner og mænd på vej

Selvom det kun er én ud at ti vågekoner, der er mænd, så er der faktisk tale om en stigning over de seneste år.

Vågekonetjenesten er en af de hurtigst voksende frivillige aktiviteter i Røde Kors nogensinde, siger Alexandra Dessoy.

Også Ældresagen oplever en større tilstrømning af både mænd og kvinder, og det skyldes forholdene i sundhedssektoren, lyder det herfra:

- Der er mere travlt end nogensinde, og det gør, at mange ansatte selv har oplevet patienter dø alene, og derfor er der flere, der gerne vil hjælpe, fordi de har kendskab til situationen, siger Camilla Stubbe Teglbjærg, konsulent i Ældresagen.