Millionerne lå ellers klar: Nej til center ved fredet 1864-minde

Fredningsnævnet siger nej til et nyt besøgscenter ved Skamlingsbanken i Sønderjylland.

Skamlingsbanken er med sine 113 meter over havet Sønderjyllands højeste punkt og et populært udflugtsmål. Det er også mindested for Danmarks tabte krig i 1864. (Foto: © skamlingsbanken.dk, (c) DR)

Der kommer ikke et oplevelsescenter på Skamlingsbanken, der er Danmarks mindested for nederlaget mod Tyskland i 1864.

Kolding Kommune, Skamlingsbankeselskabet og Klokkestabelfonden var ellers langt med planerne om at skabe et nyt besøgscenter, men Fredningsnævnet har netop sagt nej til byggeriet.

Nævnet mener, at et center i den form, som det hidtil har været planlagt, vil gå for meget ud over den fredede natur i området.

Den afgørelse havde Jørn Pedersen (V), der er borgmester i Kolding Kommune, ikke set komme.

Han mener netop, at planerne er udviklet med stor respekt for naturen.

- Vi fatter simpelthen ikke noget. Det virker som om, det er en skrivebordsafgørelse, hvor de overhovedet ikke har været oppe at se projektet og ved, hvad det egentlig er, det handler om, siger han.

I sin afgørelse skriver Fredningsnævnet:

”Selvom det projekt, som Kolding Kommune har udarbejdet, vil understøtte Skamlingsbankens betydning både i naturmæssig og historisk henseende, vil projektet i væsentlig grad forringe de landskabelige værdier, som fredningerne skal sikre og bevare.”

Projektet, som er delvist finansieret med 40 millioner kroner fra A.P. Møller-Fonden, skulle blandt andet også bestå af en ny parkeringsplads, en ny folkemødeplads, et nyt stiforløb og opsætning af små spots i landskabet.

Borgmester Jørn Pedersen (V) opfordrer ny Fredningsnævnet til at komme på besøg, så de kan finde ud af, hvordan det i virkeligheden ser ud på stedet.

Kommunen har fire uger til eventuelt at klage over afgørelsen. En mulighed er også at bygge besøgscentret uden for det fredede område.