Nyheden om, at regeringen har droppet forslaget om at hæve pensionsalderen fra 67 år til 67,5 år, falder i god jord hos 40-årige Martin Arum fra Vejle, som mandag morgen mødte på sit arbejde hos Jorton i Vejle.
Martin Arum har arbejdet som murerarbejdsmand i 22 år; et arbejde, der ikke er gået sporløst hen over hans krop.
- Arbejdet har gjort, at jeg har daglige smerter, og jeg er nødt til at tage lidt smertestillende hver dag. Det har også ødelagt mine skuldre, som jeg har fået opereret, så man kan ikke sige, at det kun er gode ting, som jobbet har gjort for mig, siger Martin Arum.
Som murerarbejdsmand går arbejdsdagen blandt andet med at blande mørtel og køre ud med sten og mørtel til murerne på stilladserne.
- Det er tungt arbejde, og jeg går jævnligt til fysioterapeut og kiropraktor for at holde den gående, siger Martin Arum.
Han er glad for, at regeringen har droppet planerne om at hæve pensionsalderen, men han kan stadig se frem til små 30 år på arbejdsmarkedet.
- Det tror jeg ikke, jeg kan klare. Det er faktisk uhyggeligt at tænke på, når jeg allerede nu har mange smerter, som begrænser, hvad jeg kan lave. Jeg er nok nødt til at finde nyt arbejde, siger han.
At regeringen dropper planerne om at hæve pensionsalderen, ser Martin Arum derfor kun som et lille skridt på vejen til bedre pensionsforhold for nedslidte arbejdere.
- Der er nødt til at ske noget på arbejdsmiljøområdet. Det er de sidste timer i løbet af en arbejdsdag, der gør rigtig ondt. Så vi skal have nogen ordninger med at arbejde færre timer om dagen.
- Så bør der være en fair ordning, der gør det muligt, at man trækker sig tilbage tidligere, når man har været 40 år på arbejdsmarkedet, siger Martin Arum.