Kvinder på flugt bremses af separationsgebyr

Kvinder der flygter fra en voldelig ægtemand, kommer i økonomiske vanskeligheder, fordi det koster 900 kroner at bede om separation.

Et pengebeløb på under 1.000 kroner efterlader voldsramte kvinder i et økonomisk morads. (Arkivfoto) (© Colourbox)

Kvinder på flugt fra voldelige mænd har svært ved at blive separeret.

Det koster nemlig 900 kroner at bede om seperation ved Statsforvaltningen, og så mange penge har en kvinde på flugt sjældent, siger formand for bestyrelsen i Fredericia Krisecenter, Birgitte Moos Laursen.

Kvinderne kan heller ikke få kontanthjælp, så de kan betale separationsegebyret. Den voldelige ægtemand har nemlig pligt til at forsørge dem.

- De kan kun komme ud af klemmen, når de er fri af manden, men det kan de ikke blive, fordi de ikke har råd til at søge om separation, siger Birgitte Moos Laursen.

Kvinderne er som lusen mellem to negle

Når kvinderne kommer til et krisecenter, har de som regel børnene med, men ingen penge på lommen.

- Kvinden kan ikke få kontanthjælp, før hun er fri af mandens indkomst. Hvis manden tjener noget, så burde hun også få del i dem, men det får hun jo ikke, når hun er løbet fra sin voldelige mand.

- I den situation er kvinderne ligesom lusen mellem to negle, siger Birgitte Moos Laursen.

Kvinderne kan dog søge om at få et særligt tilskud til separationen fra kommunen, men det er også hårdt og uoverskueligt for kvinder, for det tager ofte mellem tre uger og tre måneder.

Loven er latterlig

Formanden for Landsorganisation af Kvindekrisecentre, Birgit Søderberg, fortæller, at problemet har været drøftet flere gange i organisationen. Hun så gerne, at der var flere muligheder for at hjælpe de udsatte kvinder.   - Som det er nu, så er vi nødt til at søge legatmidler hver eneste gang for at hjælpe kvinderne med gebyret, siger hun. 

Hun efterlyser bedre muligheder for at hjælpe kvinderne, som er i en særligt udsat situation:

- Jeg synes det er latterligt og ubetænksomt, at man har lavet en lov, hvor det ikke er tænkt ind, at nogen ville komme alvorligt i klemme.

- Der bør være en mulighed for at fritage kvinderne for betaling, når de er udsatte for vold. Det er ikke i orden, at man bliver bremset at et mindre pengebeløb, når sagen er så alvorlig, siger hun.

Skilsmissen skal gå hurtigere

Hun foreslår, at kvinderne får lov til at skrive under på en tro og love erklæring, om at de er på flugt, så deres bøn om separation kan gå i opfyldelse hurtigere.

Det er en rigtigt god ide, mener SF's medlem af Folketinget, Karina Lorentzen:

- Jeg synes ikke, at det er særligt offerorienteret, at man skal vente tre måneder på at få en afgørelse om sin økonomi. Jeg vil bede social og integrationsministeren, om ikke vi kan finde en model, hvor vi kan hjælpe de her mennesker noget hurtigere, siger hun.

I Fredericia betaler krisecentrets støtteforening typisk gebyret til kvinderne på centret.