Kunder i oprør mod kreditforening

Bidragssatsen hos Totalkredit stiger til sommer, og det betyder, at kunderne skal betale flere tusinde kroner mere om året for deres lån.

Bidragssatsen, som er det gebyr, kreditforeningen tager for at administrere dit boliglån, stiger voldsomt. (Foto: © MADS NISSEN, Scanpix)

Hvis dit hus er belånt i Totalkredit, så bliver det dyrere at bo i det.

Selskabet har sendt breve ud til kunderne med besked om, at den såkaldte bidragssats stiger til sommer. Afhængigt af låntypen stiger den månedlige ydelse med mellem 80 og 230 kroner per lånte million.

Det vil typisk betyde en stigning på flere tusinde kroner om året.

Stigningen skyldes, at myndighederne fra 2019 vil stille skærpede krav, lyder det fra Totalkredit. Man ved ikke, hvilke krav der kommer, eller om der kommer øgede krav, men det er bedst at være på det sikre side, er argumentet fra Totalkredit.

Brevene med besked om de øgede satser har i det grad fået Totalkredits kunder op af stolene. De har organiseret sig på Facebook, blandt andet i gruppen Kritiske interessenter i Nykredit og Totalkredit.

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10208945700259164&id=1215667273 https://www.facebook.com/jacob.just/posts/10153919271376462

Ønsker mere medlemsdemokrati

En anden af dem, der er røget op af stolen, er Hans-Jørgen Jagd i Fredericia. Han fik sit brev i lørdags, og i det stod der, at han skulle af med ekstra 3.000 kroner om året.

Nu forsøger han at blive en del af repræsentantskabet i Nykredit, der ejer Totalkredit. Han vil have indflydelse på beslutningerne og medlemsdemokrati, der fungerer.

- Det har man så absolut ikke haft de seneste 20-30 år, siger han.

Hvis man er medlem af foreningen Nykredit, der ejer Totalkredit, er i dag sidste chance for tilmelding i Sydjylland til valget til repræsentantskabet.