Købmand nægter at sælge energidrik til unge under 16 år: ’Vi er nødt til at gøre noget’

En købmand i Daugård så for mange 10- og 12-årige med energidrikke i hånden.

Allan Kring Bülow vil ikke længere sælge energidrik til unge under 16 år. Privatfoto.

Købmand Allan Kring Bülow, der har Min Købmand i Daugård i Hedensted Kommune, er færdig med at sælge energidrik til unge under 16 år.

På kølemontrens rude i butikken bliver man nu mødt med en seddel, der beskriver, at man altså skal være 16 år for at købe energidrik – ligesom hvis man skulle købe en øl.

- Undersøgelser viser med al tydelighed, at det ikke er noget, man skal indtage i store mængder, og det er slet ikke noget, børn skal indtage i store mængder. Og når vi har børn ned til tiårsalderen, der kommer og køber det i deres frokostpause eller efter skole, så er det for voldsomt, siger Allan Kring Bülow.

Min Købmand i Daugård er placeret lige ved siden af den lokale skole, og Allan Kring Bülow har ofte haft meget unge kunder i skolernes spisepauser og lige efter skoletid.

- De er slet ikke klar over hvilken konsekvens, det har for deres sundhed eller deres tænder, og det er vi nødt til at gøre noget ved, siger han.

Kunder på ti år

Faktisk startede det hele med en henvendelse fra en bekymret far, som har børn på Daugård Skole. Han spurgte, om købmanden kunne lave en aldersbegrænsning.

- Når borgerne selv kommer og spørger, må vi tage stilling til, om vi vil være med på det, og det vil vi gerne, siger Allan Kring Bülow.

Efter forbuddet har han haft fat i flere børn ned til tiårsalderen og forklaret dem, at han ikke vil sælge til dem.

Trods aldersbegrænsningen er det efterhånden rigtig mange energidrikke, der bliver langet over disken i den lille købmand.

- Salget er støt stigende. Vi oplever, at det er mere og mere moderne. Det er blevet lidt sejt at drikke energidrik, og vi har et markant forøget salg af energidrik over de seneste to år, siger Allan Kring Bülow.

På køleskabene i Min Købmand i Daugård ser man tydeligt, at aldersgrænsen for køb af energidrik er 16 år. Foto: Min Købmand - Daugård.

Men hvis du mener, det er skadeligt, hvorfor sælger du det så overhovedet?

- Det kan man sige om energidrik, cigaretter, spiritus og chips. At fjerne det helt er jeg ikke fan af. Voksne mennesker må selv beslutte, om de vil have en sodavand, en juice eller en øl. Jeg synes, det er aldersbegrænsningen, man må kigge på, siger Allan Kring Bülow.

Lidl førte an

Butikskæden Lidl valgte i slutningen af 2018 at gå samme vej og forbyde salget af energidrikke til unge under 16 år.

- Vi har meget positive erfaringer. Vi oplever ikke nævneværdige udfordringer i vores butikker, og det virker til, at de unge og børnene har forstået, at her kan de ikke købe energidrikke, siger Lidl’s kommunikationschef Morten Vestberg.

Han peger dog på, at salget stadig kun går i en retning, men glæder sig over, at der måske blæser nye vinde over hele debatten.

- Desværre er salget af energidrikke stadig stigende. Det er bekymrende, for det synes vi ikke er en god udvikling. Det er dejligt at se, at Fødevarestyrelsen har været ude og fraråde børn at drikke energidrikke, og det virker til, at der kommer mere opbakning til den her agenda, som vi ellers har stået alene med i et år, siger Morten Vestberg.