Elever på ungdomsuddannelser ryger meget hash, og det er er problem, som man bør være opmærksom på. Det siger blandt andre Bo Eskildsen, som er opsøgende unge-medarbejder på Ungdomsrådgivningen i Vejle.
Politikerne er da også ved at få øjnene op for problemet. I dag var der samråd på Christiansborg, hvor Sundhedsudvalget havde besøg af Sundheds- og Forebyggelsesminister Nick Hækkerup og Undervisningsminister Christine Antorini.
Dagens samråd i Folketingets Sundhedsudvalg kom i stand efter at en ny rapport dokumenterer, at når unge dropper ud af uddannelserne, er misbrug ofte en af årsagerne.
Kommunernes ansvar
På samrådet blev det slået fast, at det er kommunerne, der har ansvaret for at forebygge, at unge får misbrugsproblemer. Derfor er det vigtigt, at de etablerer gode samarbejder med fx erhvervsskolerne.
Formanden for udvalget, socialdemokraten Karen Klint fra Vejle, fremhæver, at det bl.a. er vigtigt, at der på de enkelte uddannelsessteder er nogle særlige voksne ansat.
- De skal være uddannet i at spotte de unge, som har nogle udfordringer, som de kompenserer for med et misbrug. Men i elevrådene skal der også sættes nogle standarder for, hvordan eleverne kan hjælpe hinanden, siger hun.
Gode resultater i Vejle
I Vejle Kommune har Ungdomsrådgivningen etableret gode samarbejder med ungdomsuddannelserne.
- Vi prøver at klæde vejlederne og lærerne på, så de kan spotte de unge, og snakke med dem, så vi kan komme i kontakt med dem i ungdomsrådgivningen, fortæller opsøgende ungemedarbejder, Bo Eskildsen.
Indsatsen i Vejle ser ud til at have en god effekt. Bo Eskildsen beretter i hvert fald om mange forløb, der er blevet afsluttet med godt resultat.