Fredericia Teater: Underskud værre end forventet

Stor kunstnerisk succes er ikke altid lig med en bugnende pengekasse. Fredericia Teater er kendt for sine store opsætninger af musicals. Men teatret slås også med et stort underskud.

Fredericia Teater har haft succes med spektakulære forestillinger som Disneys Aladdin. Alligevel slås teatret med stort underskud. (Foto: © Søren Malmose - Fredericia Teater, Fredericia Teater)

Stor kunstnerisk succes er ikke altid lig med stor økonomisk succes.

Det må Fredericia Teater sande efter at regnskabet for 2013 er blevet gjort op.

Bundlinjen lyder på 10,8 millioner kroner i underskud, selvom årets program blandt andet talte den anmelderroste Disney-musical Aladdin, som også fik publikum til at strømme til Fredericia og Operaen i København.

Fredericia Kommune har penge i klemme i teatret, og formanden for kultur- og fritidsudvalget, Lars Ejby Pedersen er da også ærgerlig.

- Jamen, det er et overraskende dårligt resultat og meget irriterende resultat, siger han.

Fredericia Kommune har tidligere reddet teatret fra konkursOprindelig budgetterede teatret med et overskud på 2,5 millioner kroner, men i løbet af 2013 blev der skruet gevaldigt ned for det forventede resultat.

Og i oktober måned besluttede byrådet i Fredericia at stille med et lån på 10 millioner kroner for at redde teatret, der satser stort på musicals.

Alligevel er underskuddet endt på mere end ti millioner kroner.

Der mangler økonomisk styring

Ifølge Lars Ejby Pedersen skyldes det manglende økonomisk styring fra teatrets side.

- De har kørt nogle store forestillinger på Fredericia Teater, og det har antageligt været svært at overskue økonomien, fordi man har haft mange andre ting at skulle holde styr på ved de her store produktioner, siger Lars Ejby Pedersen.

Teatrets nuværende kunstneriske leder, Søren Møller, der indtil oktober sidste år også stod i spidsen for den økonomiske del har ikke lyst til at kommentere årsresultatet. Men i ledelsesberetningen skriver han, at det store underskud er "uacceptabelt".

Det er utilfredsstillende, siger den nye bestyrelsesformandTeatrets nye bestyrelsesformand, Anders Østergaard, er også ganske klar i sin bedømmelse af økonomien.

- Jamen, det kan jeg beskrive ganske kort og med et ord, og det er utilfredsstillende, siger han.

Ifølge Anders Østergaard skyldes det dårlige resultat, at både ledelsen og den daværende bestyrelse ikke dannede sig et overblik over økonomien.

Han har ikke lyst til at udpege en decideret synder, men for ham er det tydeligt, at administrationen ikke var gearet til at håndtere de store budgetter, fortæller han.

Teatrets økonomi bliver fremover styret af bestyrelsesformandens virksomhed

- Helt overordnet så er det jo tydeligt, at der har manglet en professionel administration rundt om Fredericia Teater. Især i forhold til den forretning, som Fredericia Teater størrelsesmæssigt  er blevet til hen over de seneste år, siger han.

Teatrets økonomi vil fremover blive styret fra den lokale virksomhed Monjasa i Fredericia.

Bestyrelsesformanden Anders Østergaard er nemlig direktør i firmaet, og teatrets nyansatte bogholder vil også få sit kontor hos Monjasa.