Mellem 15 og 20 forladte både og sejlskibe står lige nu på lystbådehavnen i Vejle og fylder op.
- De er blevet opgivet af deres ejere, som så bare har efterladt dem, fortæller havnechef Steen Andersen fra Vejle Lystbådehavn.
- Når de har fået en båd, finder de ud af, at det koster penge at få den gjort i stand, og så taber de hurtigt interessen igen, siger han.
Problemet er nu så omfangsrigt, at havnen er på begyndt at efterlyse ejerne på blandt andet på de sociale medier. Melder de sig ikke, bliver bådene solgt.
- Vi har en periode, hvor vi annoncerer med bådene. Når det er overstået, så afholder vi auktion, siger Steen Andersen.
I Foreningen af Lystbådehavne i Danmark vurderer direktør Jesper Højenvang, at alle havne ind imellem står med en forladt båd, men at det normalt ikke er et stort problem.
Foreningen anbefaler dog, at havnene beder om et depositum, når en ejer for eksempel begynder en omfattende renovering.
- Så har man nogle penge at gøre godt med, så man kan dække omkostningerne til bortskaffelse, hvis vedkommende ikke magter projektet, er flyttet udenlands, er blevet insolvent, eller hvad det nu kan være, foreslår han.
I Kolding Lystbådehavn ligger der lige nu kun et enkelt forladt skib, og i Fredericia ligger der slet ingen.
Større både er registreret i skibsregistret, men det har fritidsskibe ikke pligt til, med mindre der er gæld i dem. Derfor kan det være svært at finde ejerne.