Det er ikke kun de ferierejsende i Billund Lufthavn, der har sommerfugle i maven i dag. Mange ansatte i lufthavnen har også uro i maven.
Klokken 14 afgør Arbejdsretten nemlig, om de danske fagforeninger har lov til at blokere for lavprisflyselskabet Ryanairs fly i København Lufthavn.
Selv om det ikke direkte har betydning for de ansatte i Billund, så følger de alligevel sagen med stor opmærksomhed, fortæller formanden for HK Privat i Sydjylland, Henny Fiskbæk.
Spændt venten
- Jeg har talt med tillidsrepræsentanterne derude, og man afventer spændt, hvad resultatet vil blive i dag. Der er ingen tvivl om, at folk er opmærksomme på, at det vil være en dom, som vil få konsekvenser - ikke kun for luftfarten, men for hele arbejdsmarkedet i Danmark, siger Henny Fiskbæk.
Hvis aftalen går imod fagforeningerne, så vil det få alvorlige konsekvenser for hele den måde det danske arbejdsmarked er indrettet på, mener Henny Fiskbæk.
- Det er en skelsættende dom, siger hun.
Skelsættende dom
Hvis Ryanair får medhold i Arbejdsretten frygter Henny Fiskbæk og den øvrige fagbevægelse, at udenlandske selskaber kan etablere sig i Danmark, men styre uden om den danske model, ved at henvise til, at de er hjemhørende i et andet land.
Det er endnu uvist om fagforeningernes blokade også kan brede sig til Billund, hvis de får medhold i Arbejdsretten. Får fagforeningerne medhold, kan en blokade træde i kraft om fem dage.