Beboer i udsat område: - Vi er Danmarks bedste ghetto

Korskærparken i Fredericia står stadig på ghettolisten, men det er uretfærdigt, mener beboer.

Korskærparken i Fredericia bærer stadig stemplet ghetto. Men det er ikke retfærdigt, mener beboer. (Foto: © Lars von Magius, DR)

Flere boligområder i Danmark er i dag sluppet af med stemplet som "ghetto."

Det gælder dog ikke for Korskærparken i Fredericia, som endnu engang står på den årlige ghettoliste, der i dag er blevet offentliggjort af Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.

Kjeld Hansen, formand for foreningen Korskær, mener, at det er uretfærdigt, at hans hjem står på listen. Han kalder sit område for "Danmarks bedste ghetto."

- Her er rent og pænt, her er ingen hærværk eller graffiti. Og jeg vil hellere gå her om natten, end i midtbyen når værtshusene lukker, siger han.

Kjeld Hansen tænker ikke over, at hans hjem er stemplet som ghetto.

- Det er jeg ligeglad med. Det er et fantastisk sted at bo. Men jeg kan forestille mig, at nogen holder sig tilbage fra at flytte ind her, fordi vi har stemplet ghetto, siger han.

I år er der 22 områder på listen over udsatte boligområder, to af dem er nye, mens fem områder, der var med på listen sidste år, er udgået.

Skovparken i Kolding er et af de områder, der også stadig er på listen, og det ærgrer Mustafa Sayegh, der er venstre-politiker i Kolding og tidligere har boet i Skovparken.

- Det er ærgerligt, når man tænker på den indsats, der er gjort deroppe. Men jeg synes stadig, man kan se, at det er på rette vej, siger han.

Skovparken har stået på ghettolisten i mange år.

Området er løbende renoveret gennem de senere år, og flere og flere af beboerne kommer i arbejde, så Mustafa Sayegh håber, at Skovparken snart bliver pillet af listen.

- Jeg synes, det løfter hele Kolding, hvis Skovparken slipper af med stemplet som ghetto, siger han.

De udsatte områder på listen er almene boligområder med mindst 1.000 beboere, der opfylder tre ud af fem kriterier.

Kriterierne går blandt andet på, hvor mange af beboerne der hverken har et arbejde eller er i gang med en uddannelse, og hvor mange af beboerne der er indvandrere eller efterkommere fra ikke-vestlige lande.

Også antallet af beboere, der er dømt for lovovertrædelser, beboernes indkomst og antallet af beboere, der højst har en grunduddannelse, tages med i betragtningen.

Ghettolisten 2017

  • Mjølnerparken, København

  • Gadelandet/Husumgård København, ny på listen

  • Tingbjerg/Utterslevhuse, København

  • Bispeparken, København

  • Tåstrupgård, Høje Taastrup

  • Gadehavegård, Høje Taastrup

  • Agervang, Holbæk

  • Ringparken, Slagelse

  • Motalavej, Slagelse

  • Lindholm, Guldborgsund, ny på listen

  • Solbakken mv, Odense

  • Vollsmose, Odense

  • Nørager/Søstjernevej m.fl, Sønderborg

  • Stengårdsvej, Esbjerg

  • Korskærparken, Fredericia

  • Sundparken, Horsens

  • Munkebo, Kolding

  • Skovvejen/Skovparken, Kolding

  • Finlandsparken, Vejle

  • Bispehaven, Aarhus

  • Skovgårdsparken, Aarhus

  • Gellerupparken/Toveshøj, Aarhus

  • Fjernet fra listen: Charlotteager i Høje Taastrup, Askerød i Greve, Karlemoseparken i Køge, Rønnebærparken/Æblehaven i Roskilde og Byparken/Skovparken i Svendborg.