57-årige André Aakjær fra Snaptun nord for Hedensted var i midten af 1990’erne udsendt til borgerkrigen i Balkan.
Cirka samtidig var 50-årige Jesper Mailand fra Kolding i Sarajevo med FN.
Udover deres virke som soldater har de to mænd en ting mere til fælles. De lider begge af posttraumatisk stresssyndrom, bedre kendt som PTSD.
Men hvor andre oplever konsekvenserne af coronakrisen negativt, har det faktisk en positiv indflydelse på de to veteraners hverdag.
Coronakrisen har nemlig sat en stopper for både sociale arrangementer og store menneskemængder i bymidterne. Det er ellers to ting, som kan være en udfordring for folk med PTSD.
- Coronakrisen påvirker mig egentlig positivt. Når jeg er ude og handle ind i dag, så holder folk afstand, og det gør de normalt ikke. Der er heller ikke så mange mennesker i butikkerne, så det er en fordel, fortæller André Aakjær.
Jesper Mailand tilføjer:
- Det hele kommer ned i det tempo, vi normalt bevæger os i. Det går ikke så stærkt som PTSD-ramt veteran, fortæller han og fortsætter:
- Nogen af dem med PTSD bliver lidt introverte. Så man har ikke det store behov for at se andre mennesker eller omgås andre mennesker i sociale sammenhænge. Det er faktisk et introvert paradis i øjeblikket, fortæller Jesper Mailand.
Isolation er blevet det normale
Louise Schwartz, afdelingsleder på Afdelingen for Traume- og Torturoverlevere, ATT, i Vejle, fortæller, at de ikke er de eneste krigsveteraner, der oplever konsekvenserne af coronakrisen som noget positivt.
-Det mindskede pres for social interaktion i dagligdagen gør dem godt, siger hun.
- Det er legitimt at isolere derhjemme og ikke at være social, for det forventes af os alle sammen lige nu, uddyber Louise Schwartz.
Normalt er det et mindre mareridt for Jesper Mailand at bevæge sig ned i midtbyen.
- Men i dag er det jo søndag eftermiddag hver dag. Der er ingen mennesker, og der er masser af plads, fortæller han og tilføjer:
- Det kan lyde grimt at sige, men for nuværende er det rigtig rart at være i midtbyen, fordi der næsten ingen mennesker er, siger han.
André Aakjær er enig.
- Der er ikke nær så meget angst for mig, når jeg er ude i dag. Den her forfærdigelige situation er faktisk en fordel, fortæller han.
Må ikke blive en sovepude
Selvom begge veteraner nyder godt af de affolkede byer, er der også en udfordring gemt i alt det positive.
- Det er et tveægget sværd. Man laver et gyldent bur for sig selv til sidst. Min terapi starter fra det øjeblik, jeg går ud ad hoveddøren, fortæller Jesper Mailand.
For Jesper Mailand er hans terapi en såkaldt eksponeringsterapi. Det betyder, at han skal ud i samfundet for at blive vant til det. Derfor kan det blive en udfordring for ham, hvis ikke han kommer ud i befolkede gågader og til større sociale arrangementer snart.
Louise Schwartz fortæller også, at isolation i huset kan være en udfordring.
- Nogle PTSD-ramte oplever et øget pres, fordi deres rutiner brydes. Der er måske børn i hjemmet, der bryder deres cirkler, så de ikke kan trække sig og få den ro, de har brug for. De kan ikke komme ud og lave de ting, de plejer. For eksempel at komme i motionscentret, fortæller hun.
Men André Aakjær er fortsat glad for det langsomme samfund.
- Jeg har nok lidt mere ro på mig selv, end jeg plejer at have. De her forpligtigelser med familie og sammenkomster er forsvundet, så det er en god ting for mig.