Går du og drømmer om at eje en ø, og er det ikke lige noget, du har fået i julegave, så er chancen der nu.
Den lille ø-gruppe Bastholmene mellem Årø og Bågø i Lillebælt, er nemlig sat til salg for en mindstepris på 1,5 millioner kroner.
Ejeren af de tre øer har siden 1976 været Jeppe Hansen fra Ebberup på Fyn, men nu kan det snart være slut.
- Jeg er 64 år nu og mine døtre og kone har ikke været der i 11 år, så nu er det ved at være tid til at sælge, siger han.
Ø-gruppen har været i familiens hænder gennem generationer, og selvom den længe har været mennesketom, så emmer den af legender om et kongeligt besøg og mistanke om tysk spionage.
- Det er min bedstefar, der har købt dem i 1933, og så fik jeg øerne foræret af min far, da jeg var en ung mand, fortæller Jeppe Hansen.
I salgsopslaget lyder det, at øerne er to mindre og én stor ø ved navn Bastholm, der er cirka 3,5 hektar. Det svarer til syv fodboldbaner.
Brugt til tysk spionage?
Bastholm har været brugt til jagt og primært beboet af græssende dyr.
Men i starten af det 20. århundrede var ø-gruppen genstand for bevågenhed fra det danske forsvar.
I arkiverne bliver det beskrevet af den danske generalstab, at de havde stærk mistanke om, at Bastholmene blev brugt til tysk spionage.
Herunder kan du se, hvor de tre øer ligger.
Op til Første Verdenskrig var Bastholmene ejet af en tysk professor fra Berlin, der købte ø-gruppen i 1906.
- Fyrpasseren på Bågø og borgmesteren i Assens var overbeviste om, at øerne var købt med et militært formål, så tyskerne kunne holde øje med, hvad der sejlede igennem Lillebælt, siger Jeppe Hansen, der har gemt artikler og bøger, hvor Bastholmene er blevet beskrevet i arkiverne.
Besøgt af en konge
Siden ø-gruppen fik danske ejere i 1933, har Bastholmene ikke været beboet fast.
Der findes dog en lille primitiv jagthytte, hvor Jeppe Hansen har mange minder fra.
- Vi har brugt den til udflugter i vores unge dage, for der er badestrand hele vejen rundt. Det var vældig fornøjeligt, erindrer han.
Ifølge Jeppe Hansen er øerne tinglyst ved retten i Haderslev, men hører under Barløse Sogn.
- Det er en legende, der er blevet fortalt gennem generationer: En konge havde været ude og sejle i meget tåget vejr. Mandskabet strandede på Bastholm, og så havde kongen sagt, at det første kirketårn han så, når han kom i land igen, skulle øerne høre til - nemlig Barløse Kirke.
Priser på danske øer
Selvom Bastholmene emmer af gode minder og historiske fortællinger, så er Jeppe Hansen afklaret med, at det ikke længere skal tilhøre en Hansen, hvis der kommer bud fra interesserede købere.
- Men jeg så da gerne, at det er sådan nogenlunde, som det altid har været derovre. Jeg har stadig en jolle, og strandretten er fri, så jeg kan altid tage på besøg på stranden.
Interesserede kan byde på ø-gruppen indtil 24. januar 2020, og hvis den bliver solgt, tilslutter den sig listen af danske øer, der er blevet solgt indenfor de seneste par år.
For selvom det er en bemærkelsesværdig ejendom, så er der flere private øer her i landet, der i ny og næ skifter hænder i et vidt spænd af priser, alt afhængig af antallet af hektarer.
For eksempel Peberholm i Roskilde Fjord, der blev udbudt til 2 millioner kroner og Siø mellem Tåsinge og Langeland, der blev sat til salg for svimlende 39 millioner og solgt for en ukendt pris til en fynsk erhvervsmand.