Hendes Majestæt Dronning Margrethe har har allerede nævnt det i sin nytårstale. Genforeningen. Og det bliver uden tvivl et ord, du vil støde på i løbet af 2020.
I år er det nemlig 100 år siden, at Sønderjylland blev genforenet med Danmark. Dermed voksede den danske befolkning med omkring 160.000 mennesker, og Danmark blev næsten 3.900 km2 større. Det svarede omtrent til Fyn med omliggende øer.
I mere end 50 år var Sønderjylland – det tidligere Nordslesvig - underlagt tysk styre efter Danmark tabte området til Preussen i 1864. Men i 1920 blev befolkningen i vores sydligste landsdel igen en del af kongeriget Danmark.
Men hvordan gik det til, at Danmark mistede en hel landsdel og mere end 50 år senere fik den igen?
Seks skelsættende begivenheder forklarer her, hvordan det hele gik til.
30. oktober 1864: Et håbløst militær og en sløv regering taber Sønderjylland
Efter flere år med national strid i landsdelen Slesvig taber Danmark i 1864 krigen mod de tyske stormagter Preussen og Østrig.
Danmarks militær er håbløst underlegen, og man må rømme den store militære befæstning Dannevirke i februar. I april taber danskerne det afgørende slag ved Dybbøl. Danskerne står nu som endelig taber af krigen.
Ved fredsforhandlinger efter nederlaget ved Dybbøl tilbyder preusserne at dele Slesvig i to – en nordlig og en sydlig del, og dermed mulighed for at næsten hele det nuværende Sønderjylland kunne forblive dansk. Men den danske regering griber ikke muligheden i tide.
Danmark mister de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg, hvor den danske konge indtil nu har regeret. Dermed taber vi også Sønderjylland og sønderjyderne til Preussen, der senere bliver til det tyske kejserrige.
Den dansk-tyske grænse, der før krigen i 1864 går langs Elben og nord om Hamborg, bliver nu rykket helt op til Kongeåen.
17. november 1918: 'Vi ønsker atter at blive forenet med Danmark'
Første Verdenskrig er netop slut. Danmark forholdt sig neutral i krigen, men da Sønderjylland og resten af Slesvig hørte under Tyskland, blev 30.000 sønderjyder sendt afsted for at kæmpe på tysk side. Cirka 6.000 af de dansksindede tyske soldater blev dræbt i krigen.
Efter tyskernes nederlag skal nye grænser trækkes flere steder i Europa. Også mellem Tyskland og Danmark. Så få dage efter første verdenskrig slutter, holder de dansksindede nordslesvigeres politiske leder H.P. Hanssen en ikonisk tale fra balkonen på Folkehjem i Aabenraa.
Historisk set er det sejrherrerne fra en krig, der bestemmer, hvor grænserne sættes, men H.P. Hanssen kræver i sin tale, at grænsen mellem Tyskland og Danmark skal findes ved en folkeafstemning i landsdelen. For første gang er der udsigt til, at Sønderjylland vil blive genforenet med Danmark.
10. februar 1920: Tre ud af fire sønderjyder vil høre til Danmark
Igennem Versaillestraktaten, der blev underskrevet i 1919, blev det bestemt, at grænsen mellem Tyskland og Danmark skulle sættes af folket – præcis som H.P. Hanssen ønskede.
Ved en folkeafstemning skal slesvigerne stemme, om de helst ville høre til Tyskland eller Danmark. Der bliver fastlagt en folkeafstemning i to zoner. Zone et er den nordlige del af Slesvig – det nuværende Sønderjylland, mens zone to er den nordligste del af det nuværende Sydslesvig.
Afstemningen i zone et finder sted den 10. februar. Godt 100.000 borgere afgiver deres stemme. Valgdeltagelsen ligger over 90%. Tre ud af fire stemmer for Danmark, mens kun hver fjerde stemmer for Tyskland.
Dermed ligger det fast, at området nord for Flensborg vil blive genforenet med Danmark.
14. marts 1920: Skibe lastet med vælgere valfarter til Flensborg
Et par måneder senere skal der stemmes i zone to - altså en del af området syd for den nuværende grænse.
I begge zoner kan også folk født i området, men som efterfølgende er flyttet væk, stemme. Så både fra dansk og tysk side bliver der gjort en stor indsats for at få så mange til at vende hjem for at stemme. Derfor bliver der blandt andet arrangeret gratis rejse for fraflytterne til de to zoner.
Og fraflytterne møder frem i meget stort tal - flest i zone to, hvor skibe lægger til kajen i Flensborg med vælgere.
Ligesom i zone et møder ni ud af ti af de stemmeberettigede op ved stemmeurnerne.
Alles øjne er rettet mod Flensborg på afstemningsdagen. Det er langt den største by i Slesvig, og der er flere vælgere her i byen, end der er i resten af zone to.
9.000 vælgere i Flensborg stemmer for at høre til Danmark - det er tæt på at være lige så mange stemmer, som den danske side fik i Haderslev, Sønderborg og Aabenraa tilsammen.
Men de danske stemmer udgør kun 25 procent af stemmerne i Flensborg. Samlet ønsker 80 procent af befolkningen i området at høre til Tyskland. Dermed står det klart, at Flensborg ikke bliver en del af det danske kongerige.
29. marts 1920: Regeringen får monarkens muskler at føle og kongen anklages for statskup
At Flensborg ville tilfalde Tyskland, blev udløseren for en af Danmarks vanskeligste forfatningskriser.
Den siddende danske regering accepterer resultatet af folkeafstemningen i Slesvig; altså at zone to vil høre til Tyskland – og at Flensborg forbliver tysk.
Men den danske konge og de konservative kredse vil gerne have grænsen længere ned – og ikke mindst have Flensborg tilbage på danske hænder.
Kong Christian 10. ønsker hele hertugdømmet Slesvig tilbage i sit kongerige. Han anså det som en genopretning af slægtens ære, og vejen til det mål var at slippe af med den radikale regering i Danmark.
Så i påsken 1920 afskediger Kong Christian 10. regeringen, og udnævner i stedet en række ministre, der ikke sidder i Folketinget. Blandt andet udnævner han sin egen advokat til statsminister.
Påskekrisen bliver et opgør om magten mellem flertallet i det folkevalgte parlament og monarken. Men handlingen resulterer i demonstrationer, hvor folket beskylder kongen for statskup.
Påskemorgen bøjer kongen sig, og en ny venstre-regering med folkevalgte politikere kommer til efter et folketingsvalg.
10. juli 1920: Kongen tager Sønderjylland i sine arme
Grænsekontrollen har taget opstilling ved Kruså, den danske krone er igen indført i Sønderjylland, og kongen har underskrevet loven om genforeningen. Sønderjylland er nu igen en del af Danmark.
På den danske side bliver det markeret og fejret i juli, hvor kongen krydser den gamle grænse ved Christiansfeld og rider ind i Sønderjylland på en hvid hest.
Undervejs i sit ridt over grænsen standser kongen sin hest. Mellem den jublende folkemængde står niårige Johanne i sin hvide kjole med rødt bånd. Kongen løfter pigen op på sin hest, hvor hun sidder foran ham og rider med et stykke vej.
Den sønderjyske pige, der slår armene om kongens hals bliver en personificering af landsdelens genforening med det danske kongerige. En bevæget Kong Christian 10. skriver efterfølgende i sin dagbog, at han følte, at han havde taget Sønderjylland i sine arme.