Udstillingen af danmarkshistoriens største guldskat fra vikingetiden har slået alle rekorder for Museet på Sønderskov.
Efter to en halv uge har 9000 mennesker besøgt museet. Normalt har museet 12.000 til 15.000 besøgende på et helt år. Det fortæller museumsinspektør Bo Ejstrud.
- Vi har haft rigtig travlt. Museet har været fyldt hver eneste dag, og der har været kø for at komme ind hver morgen, siger han.
Museet fik ekstraordinært lov til at udstille vikingeskatten med seks armringe af massivt guld og en enkelt af sølv, der blev fundet for en måned siden på en mark i Vejen Kommune.
Juli måned er normalt museets lavsæson med cirka 500 besøgende, så månedens besøgstal har været i en liga for sig.
- Det har haft stor betydning for os, at vi har fået lov til at udstille skatten. Samtidig har vi fået vist vores hus frem for rigtig mange. Vi håber, det kommer til at betyde noget på den lange bane, siger Bo Ejstrud.
En af de museumsgæster, der har været forbi Museet på Sønderskov for at se guldskatten, er Betty Pedersen. Og skatten skuffede ikke.
- Det er utroligt, at det er så godt bevaret efter så mange år. Det er fantastisk flot arbejde, fortæller hun.
Den store vikingeguldskat er danefæ og skal nu på Nationalmuseet, hvor den slags skatte hører hjemme.