Skal - skal ikke.
Det er et spørgsmål, der presser sig på for de mange statsansatte, hvis stillinger flytter fra Hovedstaden de kommende år.
Det sker som et led i regeringens plan for et Danmark i balance, og det udfordrer også fagforbundene, hvis medlemmer er berørt af planerne.
1.500 af de 3.900 udflyttede arbejdspladser er HK-stillinger, og derfor fylder det også en del hos HK Stat Hovedstaden, siger formand Ulla Moth-Lund.
- Vi forsøger at give folk et oplyst grundlag, så de kan tage en beslutning, som er rigtig i deres familieliv. Det kan vi ikke gøre for dem, det skal de selv gøre, forklarer hun.
Og HK hjælper helt konkret medlemmerne med at lave nogle gode ansøgninger.
- Vi afholder kurser i jobsøgning, og vi holder kurser i at lave et cv. Mange af vores medlemmer har været ansat i de her styrelser i 15 år, så det er lang tid siden, at de har skrevet en ansøgning og har skulle forholde sig til et cv, siger Ulla Moth-Lund.
Alene i Augustenborg i Sønderborg Kommune er 360 af de 392 udflyttede arbejdspladser fra NaturErhvervstyrelsen HK- stillinger.