Måske får flere ambulancereddere slet ikke lov at køre i ambulance, når BIOS overtager driften på Fyn og i Syd- og Sønderjylland 1. september.
Det hollandske ambulanceselskab har skrevet kontrakt med 13 ambulancereddere fra Tyskland i bestræbelserne på at skaffe reddere nok. Redderne skal godkendes af Sundhedsstyrelsen før de kan køre ambulance, men flere af dem har endnu ikke sendt ansøgning og nødvendige papirer afsted, oplyser styrelsen.
Derfor tvivler Kontorchef i Sundhedsstyrelsen Birte Obel på, at det overhovedet kan lade sig gøre at godkende en stribe ansøgninger midt i en ferietid:
- Vi kan ikke være sikre på, at vi kan overholde vores sagsbehandlingstid på en til to måneder og så kan man jo selv regne ud, hvor langt der er til 1. september, siger hun.
Flere tyske reddere er på vej
Direktør i BIOS Morten Hansen er fortrøstningsfuld og regner med at skaffe endnu flere tyske reddere inden overtagelsen af ambulancekørslen i store dele af Region Syddanmark:
- Vi er opmærksomme på, at der kan være noget behandlingstid. De første medlinger, vi fik fra Sundhedsstyrelsen, var, at det ville tage en måned - også i ferietid. De første godkendelser, vi har fået igennem, har taget under 14 dage. Det er vi jo rigtigt godt tilfreds med, siger Morten Hansen.
Sundhedsstyrelsen siger til DR, at sagsbehandlingstiden kan vare mellem en til to måneder, men det bekymrer ikke Morten Hansen.
- Vi er i en længerevarende proces omkring ansættelsen af tyske reddere, der blandt andet vedrører godkendelsen hos Sundhedsstyrelsen. Det må tage den tid, det tager, siger han.
BIOS klar med minimumsbemanding
Morten Hansen, siger at BIOS er klar med en minimumsbemanding fra 1. september så selskabet kan løse ambulancedriften på Fyn og i Syd- og Sønderjylland.
Men meget tyder på, at det bliver uden de tyske reddere. For når BIOS er så forholdsvis sent ude, så opstår der flaskehalse, siger Birte Obel.
- Hvis de har mulighed for at sidde hver dag og læse ansøgninger igennem, jamen så gør de formentlig det. Men vi har svært ved at sikre os pludselig skulle klare et større antal, siger hun.
Når Sundhedsstyrelsen modtager ansøgningerne, bliver de sendt videre til University College Nordjylland, der skal vurdere, om redderne lever op til danske standarder.