Det er endnu for tidligt at sige, hvad der ligger bag drabet på en 27-årig syrisk kvinde og hendes to børn.
Sådan lyder det fra Syd- og Sønderjyllands Politi i sagen, hvor en syrisk kvinde og hendes to døtre på syv og ni år er fundet dræbt i en lejlighed i Aabenraa. De tre lig blev fundet i en fryser.
- Det er dybt tragisk, at en kvinde og hendes to børn bliver fundet under de omstændigheder. Nu skal vores efterforskning både fra i nat og de kommende dage vise, hvad der ligger til grund, og hvad motivet eventuelt kan være, siger efterforskningsleder Bent Thuesen.
Et familiemedlem til kvinden henvendte sig til politiet, efter han i nogle dage ikke havde kunnet få kontakt til kvinden. Politiet skaffede sig adgang til lejligheden på Reberbanen 2 i Aabenraa, hvor de tre lig blev fundet i en fryser.
Natten til mandag har politiet været massivt til stede omkring lejligheden i Aabenraa.
- Vi har haft teknikere ude i nat på gerningsstedet, og det starter vi op på i løbet af i dag igen, så vi kan få alle spor undersøgt og få klarhed over, hvad der er sket i lejligheden, siger Bent Thuesen.
Kvindens mand og børnenes far var ikke i lejligheden, da politiet ankom. Han bliver nu søgt af politiet.
- Vores efterforskning skal vise, om vi kan få kontakt med ham for at høre, om han kan hjælpe os med nogle oplysninger til sagen. Vi forsøger at kontakte mandens omgangskreds for at høre, om de kan hjælpe os med at få kontakt til ham, siger Bent Thuesen.
Familien kom til Danmark i sommeren 2015 og havde flygtningestatus.
Politiet har endnu ikke mulighed for at melde ud, hvor længe kvinden og de to børn har været døde.