I bagende sol - og på årets varmeste dag - åbnede Tønder Festival i går for 42. gang.
Festivalen, der er blevet kaldt folkemusikkens mekka i Danmark og musiknørdernes svar på et folkemøde, trækker hvert år musikglade gæster til det sønderjyske.
Og det var forløsende, da festivalgæster og kunstnere tog årets første skridt på festivalpladsen. Det siger administrativ leder Kirstine Uhrbrand.
- Det er så stort at se publikum og musikere komme ind på pladsen og se, hvordan pladsen bliver fyldt af glade mennesker. Vi har arbejdet et helt år på at forberede festivalen, og de frivillige har knoklet for at få det hele klar, siger hun.
Viser i en gammel vandmølle
Festivalen fik sin spæde begyndelse i 1974, hvor en flok unge arrangerede en tre dage lang fest i juni 1974 med visesang, folkemusik og bægerklang i en gammel vandmølle, der fik navnet Visemøllen.
Tre dage i august i 1975 fandt så den første egentlige Tønder Festival sted. Alle årene har festivalen været kendetegnet ved et musikprogram, der tager udgangspunkt i folkemusikken.
Ifølge kunstnerisk leder Maria Theessink hører man musik på Tønder Festival, som man ikke kan høre alle mulige andre steder.
- Det gælder både kendte musikere inden for folk-genren, men også musikere, som folk-fans ikke var klar over fandtes, siger hun.
Der er Tønder Festival til og med søndag.