10 ud af 13 grænseovergange i Sønderjylland spærres helt

I Aabenraa Kommune lukker man for eksempel nogle af grænseovergangene helt af med betonklodser.

Næsten alle grænseovergange i Sønderjylland spærres fuldstændig af lørdag middag. Her er det grænseovergangen ved Padborg, der er spærret af.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser nu, at antallet af grænseovergange bliver reduceret fra de nuværende 13 overgange til blot tre grænseovergange.

De overgange, der stadig vil være åbne og altså kontrollerede, er Sæd (syd for Tønder), i Kruså og i Frøslev i den østlige del af Sønderjylland, hvor trafiktrykket normalt er størst.

Men de øvrige 10 grænseovergange bliver spærret af for såvel ud- som indrejse.

Det kan eksempelvis være med afspærring med betonklodser.

- Vi er en vejmyndighed, og der vil komme nogle medarbejdere fra Aabenraa Kommune, som vil komme med afspærringsmateriel, siger borgmester i Aabenraa Kommune Thomas Andresen fra Venstre.

- Det vil sandsynligvis være betonklodser, man stiller ud på vognbanen.

10 grænseovergange lukkes

Lukningen af grænserne sker, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) i aftes sagde, at alle de danske grænser lukker i dag klokken 12. Det sker for at dæmme op for coronasmitten i Danmark.

- Klokken 12 vil de her grænser være lukket. Der vil foregå et arbejde over de næste timer med at stille afspærringer og materiel op, så man kan se, at her er der lukket, siger beredskabsdirektør i Brand og Redning Sønderjylland Lars Møldrup.

- Det betyder, at man ikke kan færdes over den grænseovergang, som man normalt færdes over, forklarer han.

De grænseovergange, der lukkes helt af i Tønder Kommune, er følgende:

  • Rudbøl

  • Siltoft

  • Møllehus

  • Vindtved

  • Bejerskro

De grænseovergange, der lukkes helt af i Aabenraa Kommune med for eksempel betonklodser, er følgende:

  • Pebersmark

  • Bøgelhus

  • Sophiedal

  • Vilmkjer

  • Padborg

De danske grænser lukker

Og det er alle grænser, der lukkes fra klokken 12 i dag.

Udover den landfaste grænse i Sønderjylland mod Tyskland, drejer det sig også om Øresundsbroen, færgeforbindelser mod de skandinaviske nabolande og lufthavne med forbindelser til hele verden.

Lukningen af grænser er seneste tiltag i en række, der er blevet indført for at dæmme op for coronasmitten i Danmark.

I aftes sagde statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde:

- Vi står på ubetrådt land. Vi står i noget, som ingen af os har prøvet før. Jeg er sikker på, at vi kommer igennem det her sammen. Lige nu ved jeg godt, at det samlede katalog er meget voldsomt og vil opleves meget voldsomt, men jeg er af den klare overbevisning, at det er det værd.

Opdatering: Artiklen er blevet opdateret med oplysninger fra Syd- og Sønderjyllands Politi samt borgmesteren i Aabenraa Kommune, Thomas Andresen fra Venstre.