Det ligner et almindeligt supermarked med frugt, grønt og kød. Men det er mad, supermarkederne har kasseret, men som stadig kan spises.
En af dem der kommer og handler, er Marion Sorgenfrei, der er mor til fire, og som har taget sønnen Finn med ud at købe ind i Flensburger Tafel.
Begge forældre modtager den tyske kontanthjælp Harz4. Familien har ca. 3500 kroner at leve for om måneden, men af dem skal der også betales strøm og vand.
- Jeg bliver nødt til at komme her, for friske grøntsager, ost og pølser er blevet for dyrt for os. Her er der så meget, og det er ufattelig dejligt for os, siger Marion Sorgenfrei.
Skyggesiden af Tyskland
I den tyske valgkamp prøver den konservative Angela Merkels modkandidat, socialdemokraten Marin Schulz, at sætte fokus på social retfærdighed i Tyskland.
For selvom vi ser på Tyskland som et land med velstand og vækst, så bliver der flere, der har svært ved at få pengene til at slå til.
Og det oplever man hos Flensburger Tafel, hvor borgere med lave indkomster som Margon Sorgenfrei kan komme en gang om ugen og fylde poserne med dagligvarer til en værdi af 50 euro. Prisen er ens for alle, lige meget hvor meget man får.
En indkøbstur koster 2 euro, og jo flere, man skal forsøge, jo mere mad, må man tage.
Klaus Grebbin blev leder af Flensburger Tafel for fire år siden, og dengang kom der omkring 80 familier om ugen. I dag kommer der omkring 600 familier om ugen, fortæller han:
- Vi har lige nu 23 familier, der handler hos os, som tjener mindre, end hvad man kan leve for. I Danmark har man et godt system med fagforeninger. I Tyskland sker der desværre ikke noget.
Alle er velkomne
I Tyskland skal en pensionist leve for omkring 3500 kroner om måneden, mens en familie, med medlemsskab i Flensburger Tafel, kan have en indkomst før skat på omkring 11.000 kroner.
Flere kunder i Flensburger Tafel har et arbejde, men de tjener omkring 6 euro i timen, og det kan man ikke leve af, fortæller Klaus Grebbin.
Og det er en hverdag, som Helga Thomsen genkender.
Hun fylder snart 60 år, og hun er uddannet bogholder. Men på trods af over 200 sendte ansøgninger har hun ikke noget job.
- Det er det triste. De ansætter ikke ældre - kun de unge, fortæller hun.
Hvad skal de stemme?
Borgere i Flensborg, der ønsker at handle i Flensburger Tafel, skal ansøge om medlemskab. Får man det, kan man hver uge komme og købe alt fra frugt, grønt og kød til brød og mælkeprodukter.
60 mennesker arbejder frivilligt med maddudelingen i Flensborg, der har åbent to gange om ugen.
De knokler for at give andre mad på bordet, så de også kan få råd til en tur i biografen eller en gave til børnebørnene.
At der er valg til det tyske forbundsdag fylder ikke meget hos kunderne i Flensburger Tafel, siger Klaus Grebbin:
- De spørger mig, hvorfor de skal stemme, når politikerne alligevel ikke gør noget for dem. Det er problemet. Det handler om, at de mennesker, vi burde gøre noget for – de går ikke hen og stemmer, fordi de siger, at politikerne ikke gør noget for dem længere.
Madspild til gavn for fattige
Hver måned henter de frivillige mad i supermarkederne for 250.000 euro. Det er 1,9 millioner danske kroner.
På grund af de frivillige kræfter kan Marion Sorgenfrei tilbyde hendes fire børn lidt ekstra. Når der kommer jordbær i kurven, plejer lille Finn at spise dem, mens hans mor handler videre.
Marion Sorgenfrei er glad for, at hun har muligheden for at handle ind hos Flensburger Hafel, men det er ærgerligt, at det er nødvendigt.
Hun mærker ikke til det positive omdømme, hendes hjemland ellers har hos nabolandene, siger hun:
- Jeg ved ikke hvorfor Tyskland altid bliver fremstillet så godt. Det mærker vi ikke noget til. Jeg har ingen anelse.