Stormen Ingolf ramte den jyske vestkyst i nat.
Det gav vindstød af orkanstyrke på Rømø, i Esbjerg og i Blåvandshuk.
Syd- og Sønderjyllands Politi har fået omkring 100 anmeldelser efter stormen Ingolf. Langt de fleste af anmeldelserne handler om væltede træer.
- Der har været en hel del væltede træer i hele politikredsen. Nogle af træerne er også væltet ud over vejene. Så er der tagsten, der er faldet ned i Esbjerg, siger vagtchef hos Syd-og Sønderjyllands Politi Henrik Sønderskov.
- I Varde mistede Føtex to bogstaver i navnet Føtex. F'et og ø'et blæste ned. Så der har været gang i den der, siger han.
Stor sommerhusbrand
Der har også været en større sommerhusbrand ved Vejers Strand. På grund af den kraftige vind har den udviklet sig, siger vagtchefen.
- Branden har antændt yderligere to sommerhuse. På grund af den stærke vind fik flammerne og gnisterne fat i de to andre sommerhuse, der ligger lige op ad, forklarer Henrik Sønderskov.
Det er uvist, hvorfor branden opstod i det første sommerhus. Beredskabschef i Sydvestjysk Brandvæsen Jens Mølgaard siger, at blæsten har været vanskelig for slukningsarbejdet.
- Vi har haft meget travlt med branden i de tre sommerhuse. For vi har ikke kunnet styre det på grund af blæsten. Ilden render gennem stråtagene, og den flyver fra det ene sted til det andet, siger han.
Heldigvis er ingen kommet noget til i forbindelse med stormen.