Sidste rest af Bios forsvinder: Nu får Ambulance Syd nyt logo

Efter trusler om sagsanlæg skifter den nye ambulancetjeneste i Region Syddanmark nu logo.

De gamle logoer på ambulancer, lægebiler og tøj erstattes nu af nye med navnet Ambulance Syd. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Selv om ambulanceselskabet Bios gik konkurs for halvanden måned siden, så går redderne i den nye ambulancetjeneste Ambulance Syd stadig rundt med Bios' logo på tøjet.

Men nu er Ambulance Syds nye logo lavet færdigt, og inden for den næste uge bliver tøj og ambulancer klistret til med det nye navn.

- Vi skal skifte logo på jakkerne, samtidig med at redderne skal bruge dem. Så det kommer til at foregå i hold. Mit bedste bud er, at vi er færdige i løbet af den næste uges tid, siger konstitueret direktør i Ambulance Syd Mads Haugaard.

Regionen har brugt sit eget logo med teksten Ambulance Syd skrevet under.

I sidste uge meldte Bios ud, at selskabet ville lægge sag an mod Region Syddanmark, hvis ikke Bios' logo blev taget af tøj og ambulancer.

Ifølge den konstituerede direktør i Ambulance Syd har den trussel været med til at fremskynde processen.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at truslen om et sagsanlæg gjorde, at vi satte mere pres på udvælgelsen af en ny visuel identitet, siger Mads Haugaard.

Ifølge Mads Haugaard vil udskiftningen af logoer koste et par hundrede tusind kroner.